Bjarne Als fra Bering blomster tænker på jul hele året

Den Kongelige Hofleverandør Bjarne Als fortæller hvordan julen bliver til i butikken

Juledekorationer, julepynt og juleudsmykning udgør næsten halvdelen af omsætningen hos Bering House of Flowers, og ejeren Bjarne Als har jul på hjernen alle årets 12 måneder.

Alligevel får han aldrig nok af at pynte op til årets største højtid – her giver han sine bedste tips videre med en smuk julekurv, kreeret eksklusivt til VoresVillas læsere.

Læs også: Julegaver

 

Bjarne Als er kommet langt siden barndommen

Millionomsætning, tusindvis af kunder i ind-og udland og en titel som Kongelig Hofleverandør. Bjarne Als må siges at være kommet et stykke vej, siden han som stor teenager måtte erkende, at han ikke formåede at motivere sine forældre til at rejse sig fra sofaen for at gå op og beundre hans juleudsmykning af husets førstesal.

“Jeg var simpelthen så sur på dem,” griner han, mens hans hænder arbejder hurtigt og sikkert på den gyldne julekurv, han er ved at sammensætte til VoresVillas læsere. Han står i sit arbejdende værksted i Bering House of Flowers på en af Københavns dyreste adresser og tænker tilbage på den stille hævn over forældrene i barndomshjemmet i Fredensborg:

“Da jeg gik tilbage fra dagligstuen gennem spisestuen, så jeg, at lysene i adventskransen var brændt ned, og at der var gået ild i den. Så jeg sagde bare: ’adventskransen brænder’ og gik så ellers op til mig selv – så kan du ellers tro, de kunne løbe!” fortæller den nu anerkendte blomsterdekoratør, der blandt andet er kendt fra TV 2’s reportageserie ’Hofleverandørerne’.

Åbningen af årets juleudstilling er i dag et tilløbsstykke for Bering House of Flowers, hvor Bjarne Als kom i lære som 17-årig, og hvor han efter godt to årtier selv blev chef og ejer af hele foretagendet. Og den unge Bjarnes engagement i julen er vokset fra et par dages intensiv oppyntning til at fylde i hans bevidsthed samtlige 365 dage om året.

“Vi omsætter for næsten lige så meget i årets fjerde kvartal, som vi gør i de tre andre kvartaler til sammen. Derfor har jeg også måttet erkende, at vi ikke kan vente til september måned med at lave jul, for så kan vi simpelthen ikke nå at blive færdige,” forklarer Bjarne Als, der derfor sætter sit personale til at gå i gang med at binde julekranse allerede i januar.

Læs også: Bo Bülls juledekorationer

Bjarne Als i sit værksted

Den hemmelige julefarve

Af den grund har både han og personalet også i et helt år vidst, hvad julefarven 2017 skulle være hos Bering.

Da dette nummer af VoresVilla først udkommer efter åbningen af årets juleudstilling, er vi blevet indviet i, at dette års farve er guld – noget, der ellers bliver bevaret som en stor forretningshemmelighed. For Bjarne Als er altid gået sine egne veje, og han er ligeglad med, hvad de internationale modetrends, der er planlagt årevis i forvejen, siger – julen hos Bering har den farve, han synes, den skal have.

“Det er meget mærkeligt, for det kommer til mig fra en blå himmel… jeg går måske på et marked i Spanien eller Frankrig og ser et tørklæde, eller jeg ser en madret på en tallerken, og så tænker jeg ’nej, hvor en fed farve – den skal jeg ha’!”

“Så snakker vi om det i butikken – og nogle gange er der ikke så meget snak, for så siger jeg: ’jamen, det bliver det’. Det gjorde jeg jo engang, hvor jeg sagde, at vi skulle have sort jul. Da havde jeg hele personalet på nakken: ’nej, det skal vi i hvert fald ikke!’, det var der ingen, der overhovedet ville, og de syntes, det var rædselsfuldt. Og så sagde jeg: ’det er sådan set lige meget, for jeg er helt sikker på, at det bliver godt’. Og så lavede vi sort jul som de første i Danmark,” siger den kendte blomsterdekoratør.
På spørgsmålet om, om han virkelig er helt ligeglad med, hvad alle andre mener er trendfarver, giver han Janteloven et ordentligt spark i julekuglerne:

“Altså, det er rigtig, rigtig ondt, det her…” griner han, “… men vi synes jo selv, vi er skidegode! Og hvis man ikke har den indstilling, at man synes, at man er skidegod og ikke har behov for de andre, så tror jeg heller ikke, man kan gøre en forskel.”

Læs også: Undgå ild i din juledekoration

Årets julefarve er guld

Mor var den bedste læremester

Den stædige insisteren på at gøre det bedre end andre har Bjarne Als med sig hjemmefra. Trods forældrenes manglende interesse i teenage-Bjarnes julepynt var hans hjemmegående mor nemlig hans bedste læremester, siger han.

“Jeg havde en rigtig god barndom, og vi manglede heldigvis ikke noget, men det var også sådan, at vi ødslede ikke bare. Så når vi skulle have gæster, sagde min mor: ’nu kan du godt gå ud i haven og finde noget’ – og det var lige meget, om det var vinter eller sommer. Om vinteren kunne det godt være lidt svært, for der var kun lidt løg, lidt kartofler og lidt knækkede grene, men jeg fik altid et eller andet sat sammen,” lyder forklaringen.

“Og jeg hadede hende på det tidspunkt, for når jeg så kom ind og stillede det på bordet – hvad enten jeg havde lavet en skål eller en dekoration eller hvad det nu var – sagde hun: ’jah, jeg synes måske nok, at den er lidt tynd herovre’ eller ’skulle der ikke have været noget der?’ Og jeg tænkte: ’helt ærligt, hvad bilder du dig ind, jeg har lige lavet en borddekoration til dig, og så står du og kritiserer den!,” griner den senere hofleverandør.

“Men bagefter fandt jeg jo ud af, at det var sindssygt godt, for hver gang hun sagde, at der var et eller andet galt, sagde jeg: ’der er sgu ikke noget galt… nåhjah, den skal måske lige have lidt mere her.. og lidt der.’ Og den dér kritik blev vendt til noget positivt, for jeg blev jo selv mere og mere kritisk, for denne gang skulle hun simpelthen ikke finde noget på den dekoration.”

Læs også: Hasselnøddehjerter som smager, så englene synger

Bjarne udenfor den smukke butik

Familiejul på nye måder

Bjarne Als’ mor døde tidligere i år, og da hans hustru også netop har mistet sin far, er parret lidt spændte på, hvordan julen på det private plan kommer til at forløbe i år.

“Nu er der faktisk kun min svigermor tilbage. Så vi tænker selvfølgelig: ’okay, der plejer at være så og så mange rundt om bordet, nu bliver der ligesom skåret ind til benet, og nu bliver julen anderledes. Så det bliver lidt underligt,” siger Bjarne Als, der også har langt mindre styr på, hvor parrets to børn holder jul end på de tusindvis af julevarer, der skal langes over disken i butikken.

“Jeg ved faktisk ikke med børnene. Den yngste bor jo hjemme, så han holder formodentlig jul hos os – ellers skal han da finde på at rejse et eller andet sted hen. Men den ældste er flyttet sammen med en pige, og de skal giftes til næste år, så det kan jo være, han holder jul sammen med hendes familie. Men det er jo alligevel så naturligt – det er jo ikke sådan, at vi tænker, ’shit, nu skal vi ikke holde jul mere, for vi er alligevel ikke nogen!’ Vi går da lige så meget amok med at pynte op til jul derhjemme i år – vi kan bare ikke lade være,” fortæller han om julen i privaten – en idyllisk, stråtækt landejendom i Fredensborg med over 6.000 kvadratmeter have.

Så nej, det tager ikke spor af den private juleglæde at have jul på hjernen alle årets 12 måneder. I hvert fald ikke, når man hedder Bjarne Als.

“Det er da klart, at det ER meget… og der er da sikkert også nogen af dem, vi kender, der tænker: ’hold nu kæft, mand, kunne de ikke stoppe med det dér jul, altså hallo! Vi ligger på en strand, og så sidder de og snakker om, at de dér badebukser derovre, de har nogle gode farver til julen!’,” griner han og fortsætter:

“Men jeg er heldigvis ikke kommet dertil, hvor jeg er ved at kaste op over det – og jeg håber da heller aldrig, at jeg kommer dertil.” 

Blå bog • Bjarne Als

Født i 1965, opvokset i Fredensborg

Begyndte som blomsterbinder i Country House i Fredensborg i en alder af 11 år.

Blev elev hos Erik Bering, The House of Flowers som 17-årig.

Blev i 2003 udnævnt til Kongelig Hofleverandør og overtog forretningen efter Erik Bering.

Forretningen har i dag 10 ansatte.

Blev i 2014-2015 kendt som Berings Blomsters ansigt udadtil i TV 2’s reportageserie ’Hofleverandørerne’.

Bor i en stråtækt landejendom med 6.700 kvm have i Fredensborg sammen med sin kone Hanne og deres yngste søn, Frederik på 24. Parrets ældste søn, Johann på 27, er flyttet hjemmefra.

Fra London til Varde

Bering Blomster har en række dekoratøropgaver i butikker, på slotte m.m. i forbindelse med julen. I år er den mest prestigiøse opgave dekorationen af den eksklusive private celebrity-klub 5 Hertford Street i luksus-bydelen Mayfair i London, den mest kuriøse er brugsforeningen Dagli’brugsen Øse Nordenskov 12 km uden for Varde i Sydvestjylland.

Læs også: 4 uundværlige juletips fra kokken

Tekst  Mette Trudsø

Foto  Signe Goldmann