Cecilie Hother i gummistøvler med høje hæle

Cecilie Hother har det bedst, når hun kan kombinere fritiden som bymenneske med et arbejde, der giver jord under neglene. Og det er lige præcis, hvad hun kan som vært på TV2 FRI. Man kan jo godt have gummistøvler på med høje hæle.

Når Cecilie Hother sidder på en fortovscafe på Nørrebro med solbrillerne i panden, en chai latte i glasset og benene med de højhælede sko lagt over kors, er det bymennesket Cecilie, der trods feber tager sig tid til at fortælle om sit liv. “Jeg elsker bylivet! Det er dejligt at hoppe i stiletterne for at gå ud at spise eller tage en tur i teatret. Derfor elsker jeg også min lejlighed her midt i byen. Det er mit frirum, min rede, og den er meget bekvem, når man som jeg bor alene og ikke har hænderne skruet rigtigt på,” fortæller hun.

Læs også: Cecilie Stenspil har brug for havens ro

Bymenneske er noget, hun er blevet. For Cecilie Hother er vokset op på landet sammen med sine forældre og fem søskende. Ikke ét sted – med sine egne ord havde hun nærmest en sigøjneropvækst. Men det sted, der har fæstnet sig mest, lå i Fladbro Skov ved Randers. “Min far havde fældet alle træerne, så vi kunne kigge ud over markerne, og min mor havde knoklet med køkkenhaven, så vi var selvforsynende. Vi havde så meget, at jeg faktisk blev træt af jordbær og fik at vide, at jeg højst måtte spise fem æbler om dagen,” husker hun.

Hun husker også barndommen som fyldt med pligter, for der skulle rives blade sammen, tømmes tagrender og samles æbler til gelé. “I dag kan jeg se, at det er et fedt liv, men dengang tog jeg det bare for givet, og jeg ville hellere være løbet i Brugsen efter en salat end ud for at hente den i køkkenhaven,” fortæller hun. Der følger mange forpligtelser med hus og have, og da Cecilie Hother blev gammel nok til selv at vælge, blev hun forelsket i ideen om bare at kunne lukke døren og rejse væk. “Jeg elsker at rejse! Gerne alene – og det passer mig stadig rigtig godt at være uafhængig, så jeg bare kan stikke af,” fortæller TV2-værten, der har et mål om at se et nyt land hvert år.

Læs også: Timm Vladimirs tip til et stressfrit julemåltid

Det bedste af begge verdener

Cecilie Hother nyder bylivet og friheden, men hun kan ikke undvære landlivet. Og derfor er hun lykkelig for værtsjobbet på TV2 FRI. “Der er noget stimulerende ved at rode i jorden. Så jeg synes, at jeg har fået det bedste af begge verdener. De fleste arbejder i byen og holder fri på landet. Jeg gør det lige omvendt, og jeg føler mig meget privilegeret, fordi jeg får lov at stimulere begge mine sider,” forklarer hun.

Selv om hun som teenager nærmest stak af fra hus og have, vil hun ikke afvise, at det kan blive aktuelt igen. Og hun har fem søskende, der alle bor i hus. “På et tidspunkt havde jeg et sommerhus sammen med en kæreste, og jeg opdagede pludselig, hvor sjovt det egentlig var at beskære træer og plukke æbler. Jeg har ikke sommerhuset længere, men nu får jeg lov at udleve den side gennem arbejdet,” fortæller hun.

Barndomsårene med de mange forpligtelser har skræmt en smule, men de har givet endnu mere, forklarer Cecilie Hother: “Det har givet mig en grundlæggende stor respekt for råvarer. Og jeg har fået en stor viden om, hvordan en have skal passes og plejes.” Og der er ikke noget mærkeligt i at være et bymenneske, der elsker at rode i jord, mener hun. “Nej, den dobbelthed har jeg i mange ting. Jeg elsker at tage på en ferie, hvor jeg rider på islandske ponyer, men jeg vil omvendt ikke undvære min shoppingtur til New York.

Jeg har også en udadvendt side, hvor jeg er på TV, og så har jeg en stille side, hvor jeg laver smykker,” forklarer hun. Og der er ingen, der siger, at en storbykvinde ikke kan grave i jorden med stil. “Man skal da bare have et par gummistøvler med høje hæle. Og det har jeg,” smiler Cecilie.

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Ulrik Jantzen / Das Büro