Felix Smith regerer i haven derhjemme

Det er ikke bare til ære for tv-kameraerne, når Felix Smith involverer sig i haveprogrammet  ’Kamp til hækken’

Derhjemme er det ham, der regerer i haven, mens huset er kærestens domæne.

“Nu satser jeg på, vi måske kan blive boende lidt,” siger Felix Smith, mens han går ud i køkkenet og hælder kaffe op – hvilket kun koster den langlemmede tv-vært et par skridt. Køkkenet ligger nemlig i åben forbindelse med stuen i det blot 88 kvm store hus, som inden for de seneste par år har været til salg to gange. Men som han og kæresten Marie nu regner med at blive boende i med deres to drenge på 9 og 3 år.

Læs også: James Price fyrer op

For enden af en lukket vej

“Jeg synes, det er et dejligt sted, og jeg kan rigtig godt lide at bo her, men for mig kræver det, at vi alle sammen er glade for at bo her. Og Marie har haft nogle år, hvor hun ikke har arbejdet så meget, og hvor hun har gået meget hjemme med ungerne, og der er det jo ikke så spændende at bo for enden af en lukket vej i Bagsværd, vel?,” forklarer han om de tidligere salgsplaner.

“Jeg får rigeligt dækket mit behov for by og mennesker og alt muligt og har ikke noget behov for at flytte ind til byen. Jeg er jo derinde hver dag, så jeg vil gerne køre herud i skoven og gemme mig. Så de to gange, huset har været til salg, har været, fordi Marie gerne har villet derind. Men nu har hun fået arbejde, og nu synes hun også, der er rigtig dejligt at komme hjem til en lukket villavej i Bagsværd,” lyder den foreløbige konklusion på familiens boligovervejelser.

Felix Smith foran sit hus

Får nyt tag for 1.800 kr.

Denne erkendelse samt det nylige salg af familiens to kolonihaver har til gengæld sat skub i en større renovering af det lille hvide hus tæt på Hareskoven. Nyt tag og istandsættelse af kælderen gør, at det p.t. er svært at sparke sig frem for byggerod og håndværkere på den godt 1.000 kvm store grund for enden af villavejen.

Generne ved denne forstyrrelse af husfreden lindres dog af, at Felix Smith kun kommer til at betale 1.800 kr. for at få lagt et helt nyt tag:

“Huset er fra 1949 og er født med tørvetag, som er meget svært at forsikre. Da vi så det første gang, var det vanskeligt at komme op på loftet, og derfor købte vi også huset uden rigtig at kigge på taget  – det så jo fint ud udefra, ikke? Og så viste det sig selvfølgelig, at det var fuldstændig smurt ind i svamp, og der var hul og råd og alt muligt. Vi havde ikke tegnet nogen ejerskifteforsikring, fordi det hele så så fint ud,” fortæller han.

“Jeg ringede til forsikringsselskabet, der sagde: ’din forsikring dækker ikke, fordi det er et græstag, så det skal du selv betale. Men to dage senere ringede de tilbage og sagde ’vi har lavet en fejl’. Det viste sig, at da vi tegnede forsikringen, var de kommet til at krydse af i forsikringspapirerne, at vi havde et almindeligt tegltag. Og når de har lavet den fejl, bliver de nødt til at behandle skaden, som om det var et tegltag. Og hvis man har tegltag, så er der ikke forbehold for fugt og råd og alle mulige ting. Så derfor får vi nu et helt nyt tag på både vores garage og vores hovedhus for 1800 kr. i selvrisiko!”

Læs også: Hjemme hos Claus Meyer

Holder sig fra byggeprojekter

Selv begiver Felix Smith sig ikke ud i de store byggeprojekter.

“Det interesserer mig ikke så meget. Jeg kan godt lappe en cykel og sætte et nedløbsrør fast og sådan nogle ting. Og det var meget sjovt at lave nogle ting selv, da jeg havde kolonihaven – der kan man ligesom også leve med, at ting er lidt skæve. Men det går ikke her. Marie er også lidt træt af, at jeg bygger ting selv, så det prøver jeg at lade være med,” siger han helt uden ærgrelse.

Han vil nemlig med egne ord meget hellere ’bruge sin tid på haven og ellers ringe efter en håndværker’.

“I virkeligheden prøver jeg at blande mig så meget som muligt udenom, hvad der foregår inde i det her hjem – altså andet end at jeg godt kan lide at være her. Marie står for farver, indretning, alt sådan noget – og jeg ordner haven og indkørslen… og sørger for, at der står nogle fede biler derude,” kommer det med et underspillet grin fra den populære tv-vært, der er kendt for at have et passioneret forhold til Mercedes.

Felix Smiths interesse i matriklens have – der er skabt af husets tidligere ejer, som var gartner, blomsterbinder og blomsterdekoratør – er til gengæld ægte nok.

VoresVilla er på besøg, før foråret har udøvet sin magi, men haven har bl.a. optrådt i Claus Dalbys bog ’Hemmelige haver’, som husets herre passioneret hiver frem og begynder at bladre og pege i.

“Det er en virkelig, virkelig, virkelig smuk og velholdt have og grund. Jeg har aldrig før haft så flot en flot have. Så det har været et stort projekt for mig, men nu er der også gået en 4-5 år, så den er også ved at blive lidt min egen.”

Selvom den tidligere har ligget lidt i hi, stammer haveinteressen helt tilbage fra Felix Smiths barndom.

“Jeg har den nok mest fra min farmor og farfar, hvis kolonihave jeg arvede, da jeg var 18. Da jeg var lille, var det en meget, meget flot have, som vandt en masse præmier og priser, og jeg er jo vokset op med at se dem gå og ordne og gøre den flot. Dermed ikke sagt, at jeg flyttede ind som 18-årig og begyndte at ordne have – det gjorde jeg overhovedet ikke, det er først noget, der er kommet til mig, efter vi har fået børn. Men det har ligget inde i mig hele tiden.”

Læs også: Timm Vladimir: “Man skal ikke udfordre den danske julemad”

Felix og hans hund

Stresser af med havearbejde

Det handler dog for Felix Smith ikke om de store, forkromede haveplaner eller om at realisere en bestemt havedrøm, men om stille og roligt at prøve sig frem og se, hvad der virker.

“Jeg synes bare, det er afstressende og hyggeligt, og jeg har i perioder rimelig meget fritid, og så er det dejligt at kunne gå rundt derude. Jeg tror egentlig godt, jeg kan lide den dér lidt længerevarende proces, der er i en have, fordi den er der ikke i det arbejde, jeg har. Der er det meget fra dag til dag. På tv bruger man enormt meget tid på at forberede sig på alt muligt, som er overstået på et minut, og som aldrig skal bruges igen. På den måde er det en dejlig modvægt til det, jeg ellers laver – at der er noget, der er langvarigt, og som man kan gå og se resultatet af længere fremme i tiden.”

Derfor kan han også sagtens sætte sig ind i den entusiasme, der bliver udvist af deltagerne i TV 2’s aktuelle haveprogram ’Kamp til hækken’. Og han ville sådan ønske, at tv-holdet havde kunnet byde de kæmpende på noget bedre vejr under de mange måneders optagelser i den mildest talt sølle sommer 2017.

“De her stakkels mennesker har jo brugt en hel sommer af deres liv på Egeskov Slot på at lave deres drømmehave – for så at aflevere den igen og sige’ farvel og tak’. Vinderparret får ganske vist en fin pengepræmie, men de tre andre par får kun oplevelsen. De har brugt utrolig meget tid på det – og så optager vi det en sommer, hvor jeg tror, det regnede 90% af tiden!”

Så meget desto mere imponeret er han af de færdige haver, som deltagerne fik arbejdet sig frem til.

“Det er virkelig, virkelig smukt, det de har lavet, alle sammen – også selvom deres haver er meget forskellige. Da jeg sagde ja til at lave programmet, var jeg meget i tvivl, om man overhovedet kunne lave det underholdende og spændende nok. Det er jo procesfjernsyn, og det kan jo hurtigt tippe over til at blive rigtigt kedeligt at se ting gro op af en have – især i regnvejr. Men jeg synes faktisk, det er lykkedes meget godt,” siger Felix Smith beskedent og ligner en, der er, lige hvor han skal være – både jobmæssigt og boligmæssigt.

Læs også: Portner og vagter passer på Charlotte i Sao Paulo

Felix slapper af i haven

Blå bog Felix Thomas Elkjær Smith

FØDT 12. OKTOBER 1976, opvokset i Gentofte og Næstved

Har en handelsuddannelse, han endnu ikke har brugt til noget.

Debuterede som tv-vært i 2003 i TV 2’s ungdomsprogram ’Rundfunk’. Har sidenhen været vært på en række programmer og shows, herunder Dansk Melodi Grand Prix og Danmarks Indsamling.Er her til foråret aktuel som vært på TV2-programmerne’Kamp til hækken’, ’Danmark har talent’ og ’Go’ aften Danmark’.

Bor i en ’skovhytte’ på 88 kvm + 88 kvm opvarmet kælder + et kontoranneks i den 1.008 kvm store have, med sin kæreste, kok Marie Schmidt og deres to sønner, Theodor på 9år og Arthur på 3år – samt hunden Marley.

Læs også: TV2 søger boligejere der skal renovere deres hjem

Tekst  Mette Trudsø

Foto  Martin Bubandt