Esben Budolfsen flyttede til Brasilien for 10 år siden og har købt et stort hus i bydelen Barra de Guaratiba i Rio. Læs, hvordan han bor, og hvilke fordeler og ulemper der er ved at bo i Brasilien.

Esben Budolfsen er fra Aabybro i Nordjylland, men har boet i Brasilien de sidste 10 år og har nu, sammen med sin nære familie og 2 danske venner, købt og renoveret et stort hus i Rio-bydelen Barra de Guaratiba.

Han ved faktisk ikke, hvor mange kvadratmeter, huset er endt med at være, men der er 7 værelser, 5 badeværelser, stor stue og køkken, 2 garager og store terrasser både i stueplan og på førstesal, hvor han har udsigt over havet og frodige bjerge.

Læs også: Lise Nørgaard om livet og om god smag

Bydelen er i rivende udvikling, men er stadig forholdsvis uopdaget, og derfor har han kunnet købe hele herligheden til omkring 1,2 mio. danske kr. Planen er at drive stedet som et Bed & Breakfast-sted – han begynder at leje værelserne ud under OL.

Huset i Rio

Esben Budolfsen har boet i Brasilien i 10 år og har sammen med sin nære familie og 2 danske venner købt og renoveret et stort hus i Rio-bydelen Barra de Guaratiba.

Bolius har spurgt Esben om livet i Brasilien.

LÆS OGSÅ: Sådan bor de i Brasilien

Hvorfor bor du i Brasilien?

– Jeg tog til Brasilien for 10 år siden som en del af mit antropologistudie, og jeg endte med at blive boende herovre, fordi jeg faldt til og også kunne lide livsstilen. Som teenager boede jeg nogle år i Zimbabwe med mine forældre, og det var en stor øjenåbneroplevelse. Så det var måske noget af det, jeg søgte igen.

– Med tilegnelsen af portugisisk åbner der sig flere muligheder herovre for en, hvilket har ført til spændende arbejdsopgaver og et stort netværk. Lige nu arbejder jeg for et firma, der arrangerer sportsevents og mange af de præolympiske arrangementer. Jeg er uddannet skolelærer og har også tidligere undervist på Rio International School.

Hvordan fandt du boligen?

– Jeg var på udkig efter et hus, men i den sydlige del af Rio – bl.a. i de kendte bydele Ipanema og Copacabana – er det meget dyrt, og det hektiske tempo dér passer heller ikke til mig.

– Så faldt jeg over denne bydel, hvor der bor ca. 6.000-7.000 mennesker med huspriser i en helt anden kategori. Infrastrukturen har før i tiden ikke været så udviklet her, og ligeledes er bydelen omgivet af et stort naturområde.

– Dermed har området ligget lidt afskærmet ind mod Rios centrum. Men i de senere år har udbedring af veje, samt en tunnel, gjort adgang til Rio nemmere, og det har allerede ført til mere udvikling i området, som gør, at jeg også tror, at huset er en god investering.

Udsigten fra huset i Rio

Rio-bydelen Barra de Guaratiba er i rivende udvikling, men er stadig forholdsvis uopdaget, og derfor har Esben Budolfsen kunnet købe sit store hus til omkring 1,2 millioner danske kroner. Planen er at drive stedet som et Bed & Breakfast-sted – han begynder at leje værelserne ud under OL i Rio.

Læs også: Lise Nørgaard om livet og om god smag

Hvordan er nabolaget?

Det er en meget autentisk bydel, som ligger helt ud til havet. Faktisk var det her, de store slaveskibe kom ind i sin tid med de mange slaver, der skulle arbejde i plantagerne i området.

– Det har været et lidt søvnigt og roligt område, hvor fiskererhvervet har fyldt mest, men efterhånden som infrastrukturen er blevet bedre, er man begyndt at satse mere på turisme, og det har givet mere liv.

– Man hører tit om sikkerhedsproblemer i Rio, men det er meget sikkert herude, så jeg har hverken gitter for vinduerne eller vagter ved døren, men lever, som man ville gøre det i en forstad i Danmark.

Balkon

Esben Budolfsen har fået renoveret huset fra inderst til yderst og blandt andet fået en dansk murer til at stå for meget af det.

Hvordan er det at bo i Brasilien (fordele og ulemper)?

– Klimaet er en af de vigtige fordele ved at bo i Brasilien. Jeg har altid haft det svært med det danske vinterhalvår.

– Jeg kan også godt lide den brasilianske livsstil, men der er da helt klart også udfordringer i den. I arbejdssammenhæng kan det fx være svært at vænne sig til den generelle Rio-mentalitet, hvor man i mange henseender, i hvert fald i forhold til Danmark, har en ret så tilbagelænet indstilling til at komme til tiden og overholde aftaler.

– En aftale opfattes ofte som blot en løs reference, og dermed kan det være ret svært at planlægge fremad. Sker det ikke i dag, jamen så kommer der en ny dag i morgen.

Læs også: Michéle Bellaiche – god boligkarma

Dejlig overdækket terrasse

Fordi man opholder sig så meget udenfor i Brasilien, har Esben Budolfsen fået lavet flere udendørs lounges og stuer.

Hvad er mest anderledes i boligen i forhold til i Danmark?

Danske huse er bygget til, at man er meget inde, og de er meget velisolerede. Her bygger man til at være udenfor. Jeg bruger langt det meste af min tid ude på den overdækkede terrasse, fordi klimaet inviterer til det.

– I øvrigt er det ret sjovt, at godt vejr opfattes ret så forskelligt. 20 grader her er ’meget koldt’, mens en dansker nok ville synes, det er en dejlig temperatur.

Terrassen

Fordi man opholder sig så meget udenfor i Brasilien, har Esben Budolfsen fået lavet flere udendørs lounges og stuer.

Hvad kan vi danskere lære noget af?

– Jeg har en dualistisk opfattelse af den brasilianske livsstil, tror jeg. Jeg mener, det er vigtigt at holde fast i aftaler og at komme til tiden, men samtidig kan jeg lide deres fleksibilitet og afslappede tilgang til, når tingene ikke går lige efter en snor, og det kan vi godt lære noget af.

LÆS OGSÅ: Rundt om boligerne i Brasilien

Hængekøjen

Esben Budolfsen lever stort set udenfor hele tiden. Det varme klima gør, at det er meget mere behageligt at befinde sig på nogle af de store terrasser end inde i huset, hvor vinduer og øre i øvrigt oftest står åbne.

Danskere i Brasilien – og en brasilianer i Danmark

Den danske ambassade i Brasilien vurderer over for Bolius, at der bor 1.000-1.500 danskere i Brasilien, de fleste i São Paulo-området.

Fakta om Brasilien

  • Størrelse: Brasilien er med sine 8,5 millioner km2 verdens femtestørste land – 200 gange så stort som Danmark.
  • Indbyggere: Ca. 200 millioner indbyggere – ca. 11 millioner bor i Sao Paulo, 7 millioner i Rio de Janeiro, og2 millioner i hovedstaden Brasilia.
  • Sprog: Portugisisk
  • Religion: Katolicisme er den mest udbredte religion.
  • BNP per indbygger: 385 USD (BNP per indbygger i Danmark: 60.634 USD)
  • Beskæftigelse: 68,4 % af brasilianere over 25 år er i arbejde. Fuldtidsbeskæftigede arbejder i gennemsnit 44 timer om ugen.
  • Lønninger: Minimumslønnen er 1.643 kr. om måneden. En god gennemsnitsløn for akademikere er ca. 14.000 kr. om måneden, mens fx sygeplejersker og politibetjente tjener mindre.
  • Største indtægtskilder: Brasilien har store ressourcer af malm og mineraler, og det er landets største eksportvarer. Derudover har Brasilien en stor tekstil- og fødevareindustri. I de senere år har der også været en stor udvikling inden for it og telekommunikation.
    en fjerdedel er beskæftiget inden for industri, en fjerdedel inden for landbrug og halvdelen inden for service.
  • Kriminalitet: Fra Udenrigsministeriets rejsevejledning lyder det: Antallet af voldelige overfald, væbnede røverier, tyverier og bilkapringer er stort, især i større byer som fx Rio de Janeiro og São Paulo, Fortaleza, Recife og Salvador og på steder, hvor mange turister opholder sig.

Kilder: um.dk, globalis.dk, leksikon.org, kulturrejser.dk, Svend Roed Nielsen, tidligere dansk ambassadør i Brasilien og Paulo Guimaraes, ministerrådgiver på den brasilianske ambassade i København.

Læs også: Portner og vagter passer på Charlotte i Sao Paulo