Lise Nørgaard om livet og om god smag

VoresVilla har mødt Lise Nørgaard til en snak om livet, god smag, bøsser, berømmelse – og om Korsbæk på Bakken.

Hun har set og oplevet Danmark i forandring, og hun har givet os danskere fortællingen om os selv. Lise fylder nu 100 år og vi har taget en snak om  hendes fantastiske liv og hendes stærke meninger om tingene.

‘Goddag – og undskyld jeg har en kold hånd’. Vinden suser i døren, og ordene giver genklang i resten af opgangen. ‘Det gør ikke noget. Det kan også blive for meget med alle de varme hænder alle vegne,’ lyder velkomsten fra Lise Nørgaard, mens varmen fra hendes hånd breder sig til min.

Indenfor i den lyse funkislejlighed med udsigt over Øresund bliver jeg hurtigt budt på friskpresset appelsinjuice – og et stænk af Campari, hvis jeg har lyst. Klokken er lidt over formiddag, så jeg melder pas. Jeg er desuden i bil og har meldt mig som chauffør, når vi om lidt skal spise frokost på en af Lises foretrukne strandvejsrestauranter rundt om hjørnet.

Men vi skal lige sige hej til hinanden, så vi sætter os et øjeblik under PH’s kogle. Hun i Wegners skråstol og jeg i den sorte Børge Mogensen sofa. En sofa som hun ellers havde solgt til et vennepar, men som alligevel fandt vej tilbage, da savnet blev for stort.

Læs også: Britt Bendixen om…

I rette ånd

I vindueskarmen står en vellignende figur af Lise Nørgaard, der sidder på en bænk. Det er prototypen af den bronzestatue, som Roskilde by har rejst til ære for det berømte bysbarn, der gennem generationer har underholdt hele familien Danmark med tv-serien Matador og rammende refleksioner af os selv, vores kultur og vores historie i forandring.

“Jeg er så glad for den skulptur, det er jo normalt kun den slags monumenter, man får, når man er død,” konstaterer den folkekære journalist og forfatter, der trods sine 97 år stadig er i fuld vigør, uden aktuel plan om at læne sig tilbage og nyde et velfortjent otium uden arbejde.

Nu drejer samtalen sig over på arbejdet med Matadorseriens Korsbæk på Dyrehavsbakken. Det var et arbejde, der krævede sans for selv de mindste detaljer. “Da vi skrev kontrakten, sikrede vi os, at det hele forblev i vores ånd. Min og Danmarks Radios. Vi skulle godkende alle projekter for at sikre, det holdt sig til konceptet, og derfor skulle jeg tage stilling til alle mulige ting; fra farven på Lauras viskestykker til, hvordan Kvik skal se ud, ” fortæller Lise Nørgaard om arbejdet, der på daværende tidspunkt tog det meste af hendes tid.

presse_rejsegilde09_xl

Lauras have

En stor del af inspirationen til Matadorserien stammer fra Lises eget liv. Fra barndommen og opvæksten i den 14-værelses store grossistvilla i Roskilde, fra somrene i familiens sommerhus på Feddet og fra voksenlivet i storbyens København med fart på både familie og karriere.

Selvom vi alle kender Matador ned til mindste detalje, er der alligevel ting, som ikke bliver vendt i serien. For eksempel er det uvist, om Laura har sin egen køkkenhave, hvor hun dyrker de grøntsager, hun efterfølgende tryller om til velsmagende retter på det store støbejernskomfur. “Laura har uden tvivl haft en havemand. Men hun går selv ud og høster sine grøntsager. Det gjorde man jo på den tid.

Læs også: Annette Heick om at flytte hjem til Danmark

Græs var luksus

Hvad enten man var haveinteresseret eller ej, så dyrkede man grøntsagerne. Det er jo en luksus, at man pludselig får græs. Min mormor havde da ikke græs; i haven groede sandelig jordens fedme op” fortæller Lise Nørgaard og fortsætter: “Havde man en havekrog, var man forpligtet til at dyrke den med både kartofler, porrer og kål. Selvfølgelig.

Men i det hele taget var folk meget haveinteresserede. Også fru Skjern, som jo bruger meget tid på at holde sine blomster og arrangere dem i vaser. Hvis man havde et stykke jord eller en have om sit hus, så var man interesseret i, at den blomstrede og forsynede hjemmet med afskårne blomster. Sådan var det også i mine forældres hjem. De havde en pragtfuld rosenhave, men den har nye vandaler solgt fra,” lyder det fra Lise med et glimt i de mørke øjne.

Læs også: Tvivl om Black Friday

Et nyt kapitel

Det er tid til frokost. Lise netter sig en sidste gang ved spejlet og griber stokken, der har været en god støtte siden, siden hun for nogle år siden faldt og brækkede benet. Alligevel vil hun ikke have min hånd, da vi går ned ad trappen. Lise Nørgaard kan og vil selv.

Og det er måske netop viljen til at stå på egne ben, der for små halvfjerds år siden drev grossistdatteren fra Roskilde fra ægteskab og villaliv i provinsen til et liv som citysingle og journalist i København. På en tid, hvor det ikke var normen for en ung kvinde, hverken at have sin egen karriere eller at lade sig skille. “Det var ikke nemt, for jeg havde aldrig nogensinde skulle søge et sted at være.

Nu skulle jeg selv til at finde ud af det. Og det var interessant, for jeg havde jo ikke nær så mange penge,” husker Lise om den første tid i København, hvor Missionshotellet på Nørrevold blev rammen om et nyt liv.

Læs også: Timm Vladimirs tip til et stressfrit julemåltid

Fester frisind og nye bekendtskaber

Trods den nye adresse blev livet i København på ingen måde afholdende. Tværtimod. Med job som journalist på dagbladet Politiken, rejser som korrespondent og sammenkomster med kultureliten var den nye tilværelse med færre penge til rådighed på ingen måde kedelig.

Der var fester, frisind og nye bekendtskaber. “Jeg har jo kendt mange mennesker gennem mit liv. Men det har især betydet meget for mig også at have bøsser og lesbiske blandt mine venner, ” fortæller Lise, der – foruden Hr. Schwann førstemanden i Damernes Magasin og højesteretssagfører Skjold Hansens datter Iben – også lader Daniel, søn af den traditionsbundne og homofobiske Mads Skjern, springe ud som homoseksuel i serien Matador. Men…. det ved vi jo faktisk ikke – vi gætter blot – og det er jo det den populære serie kan, – altså få os til at tænke videre.

Bøsserne bor så pænt

“Bøsserne er så søde, for de synes jo ikke bare, man er pæn, selvom man ser ræderlig ud, de er også kærlige og festlige. Og så bor de pænt og ser ordentlige ud. Da jeg var ung, sagde jeg altid, at det vidunderlige ved bøsserne er, at de ikke går med ens venners koner op i badeværelset; nej, de bliver dernede og danser med damerne.

Men det er jo kun en lille detalje….,” griner Lise Nørgaard, der gennem mange år har støttet bøsserne og de lesbiske i deres kamp for ligestilling. Derfor modtog hun for nylig en pris for sin støtte ved et gay galla i København.

“Jeg fik en ærespris, som jeg er meget, meget glad for. Og i takketalen sagde jeg, at folks liv er fattigt uden homoseksuelle venner. Og det mener jeg virkelig. Derfor opfordrede jeg også forsamlingen til, at vi alle råbte; ’det er synd for Putin’ Og det gjorde vi så, tre gange og meget højt.” (Ruslands præsident Putin indførte i 2013 en såkaldt homolov, der forbyder ‘utraditionelle seksuelle relationer og propaganda’, red.).

presse_rejsegilde01_xl

Læs også: Mette Blomsterberg om julepanik og den vildeste luksus

Murermesterbue og dårlig smag

For Lise betød livet i København et opgør med traditionerne og med den måde forældregenerationen havde indrettet sig på. Nye, unge designere stormede frem, og Lise sugede til sig med sit observerende blik, mens hun og veninderne brugte både timer og summer på indretning og møbler i bolighuset BO (forløberen for Illums Bolighus, red.).

En interesse, der uden tvivl har givet inspiration til Matador. “Indtil husmændene og arbejderne fik penge, boede de så pænt. Almuemøbler fra mellemkrigstiden var smukke og mange boede i mine øjne virkelig pænt. Møblerne var håndlavede og skønheden lå i det enkle og funktionelle. Men så kom mere velstand til, og pludselig kommer alle de buede ruder i kulørte farver, ukurante tilbygninger og teak om vinduesrammerne.

Folk kom til at bo i sådan en imiteret fabriksrenæssance og falsk rokoko. Altså virkelig stygt.” “Jeg var ude og besøge sådan en bondefamilie, der var blevet velhavende. Og jeg har aldrig set så grimt et hjem. Det var grimt, grimt, grimt, og det var forloren renæssance hele vejen igennem. De havde smidt deres gamle, skønne bondekultur ud.

Og Agnes havde jo også en rem af huden. Da hun kommer til penge, laver hun en ‘murermesterbue’ i stuen og indretter sig med – ikke rigtig grimme møbler – men alligevel. Det kan så være, at hun har skiftet dem ud, da hun kommer højere på strå.

Hvorimod Katrine holder fast i det, hun har. Men hun kommer også fra et kultiveret bondemiljø. Bare fordi folk kommer til penge, er det ikke nødvendigvis sikkert, at de kommer til god smag samtidig.”

Læs også: Mette Blomsterberg om julepanik og den vildeste luksus

Sorgløs i Sorgenfri

Efter nogle år med fremleje i forskellige lejligheder i København overtager Lise og manden Jens Nørgaard en 225 m2 stor lejlighed på Frederiksberg, hvor de bor i mange år. Først da pigerne Anne og Bente flytter hjemmefra, beslutter ægteparret Nørgaard sig for at flytte i villa. Den finder de i Sorgenfri nord for København. “Og hvis du spørger mig, om jeg var glad for huset, så er svaret; ’ja, det var meget lykkelige år’.

Da jeg boede i Sorgenfri, troede jeg aldrig, at jeg skulle flytte igen. Men det lærer man jo. Man opdager, at man kan ikke blive boende i de samme rammer altid. Og da jeg blev alene, kunne jeg til sidst ikke passe haven.” Som hjælp til det grove arbejde i haven hyrede Lise Nørgaard en havemand, mens hun selv tog sig af blomsterne.

En parade af psykopater

Men da havemanden døde efter års tro tjeneste, var det svært at finde en kompetent afløser. “Jeg havde en parade af psykopater og misbrugere der kom, som en del af den statsstøttede hjemmehjælp, man kunne købe sig til. Men de kom altid ind og satte sig stønnende ned hos mig og fortalte mig deres livshistorie til 180 kroner i timen. Så det blev jeg træt af.

Så vågnede jeg pludselig en sommernat under hedebølgen i juni måned, hvor jeg satte mig brat op i sengen og sagde; ’hvem skal skovle sne til vinter?’. ’Og hvem skal feje blade fra taget?’. Der var jo fladt tag, må du huske?” Huset blev solgt til vennen Benny Andersen, og Lise Nørgaard flyttede i stedet i lejlighed ved Strandvejen i Skodsborg. “Selvom jeg elskede huset, var det alligevel ikke sørgeligt at skulle derfra. Og nu går Benny Andersen og hans kone Elisabeth og feder sig i den have, som jeg har anlagt.”

presse_rejsegilde08_xl

Taknemmelighed

Lise er taknemmelig over den fortsatte interesse for Matadorserien, der mere end nogen anden tv-føljeton har samlet og præget danskernes oplevelser bag skærmen. “Alle de der ting, der er sket de seneste par år er jo så fantastiske. Men som jeg siger; hvis det var sket, da jeg var en seksten-sytten år, og nogen havde sagt; ’du skal blive kendt, og du skal blive indkaldt til dette og hint’, så ville jeg have sagt; ’kan det ikke blive i morgen?’. Fordi der ville jeg så gerne være berømt. Det var sgu’ ligegyldigt, om jeg skulle danse ballet, eller om jeg skulle spille idiot, så ville jeg have syntes, at det var helt fint.

Og nu er det ved at tage livet af mig,” griner Lise Nørgaard med et blink, da hun træder ud af bilen. – Har du brug for en hånd?, når jeg at råbe. ”Jeg klarer mig fint. Sørg nu for ikke at få kolde hænder, ” lyder afskeden fra Lise, da hun forsvinder ind i opgangen.

Læs også: Lene Beier om sit store byggeprojekt

Magiske Matador

Tv-serien Matador rullede første gang over skærmen i 1978. I 1985 genudsendte Danmarks Radio Matador for første gang, og serien trak det højeste seerantal nogensinde. Hele 3.641.000 seere så med på et enkelt afsnit. I 2017 genudsender DR for ottende gang de 24 afsnit af Matadorserien.

Fakta om Lise

I sin karriere som journalist og forfatter har Lise Nørgaard skrevet både bøger, noveller og en række manuskripter til film og tv-serier. Blandt andet har hun skrevet manus til flere episoder af Huset på Christianshavn og tv-serien Matador. Lise Nørgaard har modtaget et hav af priser og æresanmærkninger for sit arbejde.

Læs også: Claus Meyer om fisk, ketchup og sennep til grill

Tekst  Tina Krarup

Foto  Henrik Petit og Søren Hytting