Mette Blomsterberg om julepanik og den vildeste luksus

Den populære konditor elsker den søde juletid med ‘hov-jeg-har-da-glemt’-julestress. Få Blomsterbergs opskrifter på honninghjerter og mandel-tranebærkonfekt.

SOM ALLE rigtige kagekoner, så elsker konditoren, restauratøren og moderdyret Mette Blomsterberg julen. Godt nok er den søde juletid lidt af et kapløb, når man som hun også har en forretning at passe. Med café, butik og foredragsvirksomhed.

Men som Mette siger, da VoresVilla besøger hende for at snakke om årets største højtid: ‘Julen er en tid, hvor vi skal have lidt ekstra af det hele. Men jeg laver altså ikke 12 slags småkager, ligesom jeg også bedre kan lide en julefrokost med tre ting, som er nulret helt igennem, i stedet for store mængder af ting som er mere ligegyldige. Det vigtigste for mig ved julen er, at den er en højtid med traditioner. Jeg holder meget af traditioner, og der kán højtider altså noget. Minde én om barndommen og dem, som ikke er længere. Være sammen med familien og glæde andre. Jeg er nok egentlig lidt af en hyggemus’.

Mette Blomsterberg har ikke nogen erindring om, hvornår i livet hun bagte sin første julekage. Eller kage i det hele taget. Den slags blev der ikke gjort noget stort nummer eller Kodak-moment ud af hjemme hos familien Blomsterberg i Helsingør.

‘Jeg er opvokset med en mor og far, som lavede alt fra bunden. Født ind i at man da lavede sin egen marmelade og pressede sin egen rullepølse. Derfor har jeg heller ikke den tilgang til ting hjemmefra, at det skulle være en stor proces at bage en kage eller et franskbrød. Og 1000 tak for det’, smiler hun. ‘Hvad man bliver, hænger nok sammen med, hvad livet byder én. Jeg tvivler på, at de færreste store hjemmegastronomer har mødre, som aldrig gad stå med en grydeske i hånden’.

Læs også: Adam Price: “Mit køkken har aldrig set en købepizza”

Det travle, søde liv

Mange kender konditor Blomsterberg fra TV. Blandt andet som dommer i ‘Den store bagedyst’. Kreativ skolemadpakkesmører fra flere udsendelser af ‘Det søde liv’. Michael Olesens quicksteppende partner i ’Vild med dans’. James-rigeligt-med-smør-Prices dessert-partner i madserien ‘Price og Blomsterberg’, og som forfatter til otte dessert- og kagebøger.

At være kendt fra TV betyder i sagens natur også, at familien Danmark føler en vis grad af ejerskab. For Mette Blomsterbergs vedkommende kan det betyde, at folk, som vil besøge hendes café i Lyngby, tænker, at ‘nu skal vi ind til Mette Blomsterberg – det er nok lidt ligesom Noma, bare med kager’, som Mette humoristisk og let undrende udtrykker det.

‘Vi har gjort meget for at gøre stedet jordnært. En hyggelig, men simpel café uden tjenere i stive uniformer, med et miljø jeg selv har det godt i. Hvor tingene og håndværket er i orden. For jeg KAN ikke være noget, som mit hjerte ikke banker for, og som jeg ikke står inde for. Men uanset hvad man står for, så kommer man til at støde nogen. Det kan også være ham på tredje række, når jeg holder foredrag, som synes, at jeg siger ’sgu’ for meget. Eller hende som synes, at mine madpakker er for meget. For mig er det allervigtigste at være tro mod mig selv. Og det er jeg’.

Rart med kaotiske julestress

Mette Blomsterberg karakteriserer sig selv som ‘lidt af en raket’. Hendes dage starter tidligt med morgenmad, madpakker, tøjvask, hundeluftning og arbejde. Senere kommer familiens fælles aftensmåltid, og ved halv titiden er familien godt brugt. Men at falde i søvn på sofaen og vågne sammenkrøllet midt om natten, har Mette ‘al for stor respekt for sin søvn til’. Hun elsker at gå tidligt i seng, og med det tempo hun byder sig selv, har hun også brug for det.

‘Julen er ekstra travl, fordi den også er fagets højtid, og allerede i oktober går jeg i gang med at finde gaver til pakkekalenderne og lave huskelister. Faktisk kan jeg godt li’ det der lidt kaotiske, hov-jeg-har-da-glemt-julestress, hvor man prøver at holde styr på listerne. Men det er nok også lidt det, jeg er bedst til. Det er nok en slags sygdom, jeg har’, griner Mette. Som gerne indrømmer, at hun ikke ‘bare kan dulre rundt og lave ingenting’. Uanset tidspunkt på året.

‘Jeg bliver ikke glad af at lave ingenting, jeg har det bedre med at vaskeog rydde op i skoskabet end at slappe af en hel dag. Gennem tiden har mange folk sagt, at jeg skulle gøre noget for mig selv. Dyrke yoga eller slappe af. Men at slappe af og ligge og blive fed i sofaen er ikke en lykkelig fridag for mig. Derimod er tre kvarters middagslur den VILDESTE LUKSUS’.

Mettes jule must-haves

Som de fleste så har Mette Blomsterberg også et par ting, som bare skal frem fra gemmerne, før det bliver rigtig jul. ‘Der er
en pige-nisse i plastic, som har været min farmors, og juletræstæppet, som min mor broderede. Jeg kan godt li’ at pynte op til jul, men pyntning af juletræet har pigerne altid stået for. Og heldigvis har de vokset sig så store, at deres gule og blå guirlander, fra dengang de var små, stille og roligt er blevet skiftet ud’.

En dag om året er hellig

Det er dog én dag om året, hvor Mette Blomsterberg slapper helt, fuldstændig og aldeles af. Nemlig første juledag. Som hun betegner som ‘noget af det bedste’.

Juleaften er der som altid fuld skrue. Ikke mindst fordi Mettes mand, Henrik, har fødselsdag, og huset i Ålsgårde fyldes med brunchgæster. Efterfulgt af stegning af både flæskesteg og andesteg. Borddækning. Risalamande. Kirsebærsovs. Og alt det andet. Men 1. juledag er familiehellig.

‘Vores hus er ellers altid åbent, men den dag vil vi bare være os, og ikke lave andet end ingenting. Første juledag er bare far, mor og børn, hvor vi ligger i sofaerne inde i stuen med hund, dyner, gaver og resterne af julemaden. Den dag er SÅ anderledes, og jeg er faktisk selv fascineret af, at jeg kan styre derhen,´ griner hun selvironisk.

Fakta om Blomsterberg

Mette Jæger Blomsterberg er født i 1970 i Helsingør. Hun blev udlært konditor i Kransekagehuset i København i 1990, var derefter chefkonditor på Den kongelige skydebane Sølyst, fra 1995 havde hun sin egen café på Ny Carlsberg Glyptoteket, har siden 2011 drevet sin egen dessert- og kagebutik i Grønnegade i København – og siden dette forår caféen Blomsterbergs i Kongens Lyngby. Hun er gift med Henrik Jæger Blomsterberg og mor til døtrene Laura og Maja på 15 og 12 år.

Læs også: Cecilie Hother i gummistøvler med høje hæle

Her bringer vi to lækre opskrifter fra bogen “Blomsterbergs Jul” -Honninghjerter og Mandel-tranebærkonfekt.

 

Honninghjerter

Honninghjerte-foto

Dej

1 tsk potaske

1 æggeblomme

2 tsk honningkagekrydderi

165 g hvedemel

165 g honning

 

Sprøjteglasur

100 g flormelis

lidt pasteuriseret æggehvide

 

Giver ca. 15 stk.

Dej: Rør potasken ud i æggeblommen. Bland honningkagekrydderi og

hvedemel godt sammen. Ælt nu alle ingredienserne sammen til en ensartet

dej på en røremaskine med dejkrog. Pak dejen i en plastpose og lad

den hvile i køleskab i mindst 1 time og gerne et par dage.

Rul dejen ud i lidt ekstra mel i en tykkelse på ½ cm. Udstik dejen med en

hjerteudstikker, der måler 7 cm på det bredeste sted. Læg hjerterne på en

bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hvile i 1 time.

Forvarm ovnen til 180 grader. Bag honninghjerterne i ovnen i ca. 8-10

minutter (afhængig af ovnen). Lad dem derefter køle helt af på en bagerist.

Sprøjteglasur: Sigt flormelissen og pisk den med lidt pasteuriseret æggehvide,

til glasuren er kridhvid og luftig. Glasuren skal være så stiv, at den

netop ikke flyder sammen, når man rører i den. Kom glasuren i et kornet

(kræmmerhus af bagepapir) og klip et lille hul i spidsen. Dekorer nu honninghjerterne

med gæsternes navne eller andet.

Det er en god idé at øve sig lidt på et stykke bagepapir, inden man går i

gang med selve hjerterne. Honninghjerterne kan holde sig tildækket på

køl i et par uger, men undlad at komme glasur på, hvis de ikke skal spises

med det samme.

 

Mandel-tranebærkonfekt

Mandel-tranebærkonfekt-foto

 Konfekt

60 g mandelsplitter

40 g tørrede tranebær

175 g lys chokolade 40 %

  1. 20 små konfektforme i folie

 

Giver ca. 20 stk.

Rist mandelsplitterne let i ovnen ved 190 grader i 4-5 minutter og lad dem

køle af ved stuetemperatur. Hak imens tranebærrene groft (gem evt. nogle

stykker til pynt).

Temperer chokoladen: Hak chokoladen fint. Smelt halvdelen forsigtigt i en

skål over et varmt vandbad (ikke kogende) til 48 grader. Kom den anden

halvdel af den finthakkede chokolade op i en anden skål. Hæld halvdelen

af den smeltede chokolade op i skålen med den finthakkede chokolade, så

de to stille og roligt smelter sammen under omrøring. Tilføj mere og mere

af den smeltede chokolade, hvis det er nødvendigt. Den nu temperede

chokolades arbejdstemperatur er 31-33 grader. Overstiger man 34 grader,

skal man temperere på ny.

Bland straks den smeltede chokolade med de afkølede mandelsplitter

og de hakkede tranebær og fyld blandingen i folieforme. Pynt evt. med de

gemte tranebær. Stil de fyldte forme i køleskab i 10 minutter for at hærde

den tempererede chokolade hurtigt.

Opbevar dem herefter køligt, bedst ved 10-15 grader, i en tætsluttende

beholder.

 

Tekst  Maggie Svarstad

Foto  Ulrik Jantzen, Das Büro