Morten Olsen føler sig som dansker, men også som europæer. Han drog ud i verden i 1972, da Danmark stemte ja til EF.

I dag tager han som det mest naturlige frem og tilbage mellem hjemmene i Danmark og reservefædrelandet Belgien.

“Der er 800 km til Bruxelles. Det er en time og ti minutter med bybussen, som vi plejer at sige”. Det gamle ordsprog Ude godt – hjemme bedst passer om nogen på Morten Olsen.er torsdag formiddag, sidst i maj.

Hjemme hos Morten

Vi kører ind i Vordingborg. Byen med Gåsetårnet, Oringe og Storstrømmen. Her bor Morten Olsen. Også når han ikke er her. Han har været på farten i mere end 40 år, og han har jo også det andet hjem i Belgien. Men han har altid boet i Vordingborg. Her har han rod. Herfra tager han altid ud – og hjem igen. Vi har en aftale med Morten Olsen om et interview. Om at bo hvor man altid har boet. Om rødder af den ene og anden slags. Om Olsens hjemmeliv. Og altså ikke om fodbold.

Læs også: Felix Smith regerer i haven derhjemme

Manden der aldrig smiler

I bunden af en musestille villavej siger gps’en, at vi har nået vores mål. Og inden VoresVillas lille reportagehold er ude af bilen, kommer Olsen os i møde nede fra baghaven. “Velkommen til Vordingborg,” siger han med et venligt smil. Dét smil, der ikke ligefrem sidder løst på den offentlige udgave af Morten Olsen, men som privatpersonen Olsen ikke er karrig med. “Skal vi gå indenfor?” spørger han og peger mod en lille trappe, der fører op til den smukke, hvide villa.

“Huset blev bygget i 30’erne af en britisk ingeniør, der var med til at bygge Storstrømsbroen. Da vi renoverede det, var det vigtigt for os at bevare en del af det originale, suppleret med bl.a. nutidens muligheder for at lave store vinduespartier, der skaber lys og udsigt,” forklarer han.

En fantastisk udsigt

Udsigten fra den store stue, som vi træder ind i, vil selv for en frisk ejendomsmægler være svær at oversælge. Der er postkortpotentiale over lystbådehavnen for foden af haven og med halvøen Oringe som frodig baggrund. “I Belgien har man en endog meget kort kystlinje, så når vi har venner derfra på besøg, er de meget svære at få væk fra de store vinduer her i huset,” fortæller Olsen, der stortrives med de to baser: Den i fødebyen Vordingborg og den i huset lidt uden for Bruxelles. “Det har været vigtigt for os at få et hjem – ja, i vores tilfælde har vi så to – efter i mange år at have levet en nomadetilværelse, hvor man bor til leje på ubestemt tid.

Pensionisttilværelsen

Min kone og jeg er kommet i en alder, hvor vi har brug for faste rammer, som vi kan præge, og som vi kan leve i, når pensionisttilværelsen melder sig.” Hvornår det sker, og om det med tiden bliver både og eller enten eller, hvad de to hjem angår, ja, det har Morten Olsen ikke taget stilling til. Siger han. Og han ser ud til at mene det.

Da han siger det, har han nemlig for en kort bemærkning taget den alvorlige mine på. Den vi kender så godt fra pressemøder og sidelinje-interviews og som har været med til at give ham et image som den dybt seriøse, disciplinerede til tider ligefrem bistre mand med langt til smil og grin.“

Jeg er som jeg er

Jamen, jeg har aldrig maske på. Jeg har altid haft det sådan: Jeg er som jeg er. Hvis der er nogen, der synes, jeg skal have grønne øjne, så er det en skam, for jeg har altså blå. Jeg hverken kan eller vil spille en rolle. Det går alligevel altid galt på et tidspunkt, hvis du ikke er dig selv.

Jeg erkender, at jeg nok smiler mindre end flertallet. Men så smiler jeg måske indvendigt eller antyder min tilfredshed på en anden måde. Det er vigtigt at gøre det, man er god til, og erkende at man ikke kan det hele,” kommer det klart og præcist fra Olsen.

Læs også: Claus Holm: “Gu har du tid til at lave mad”

Mortens rødder

Vi rejser os fra sofaarrangemenet i dagligstuen med panoramavinduerne og går ud i haven. På vej derud taler Morten Olsen om rødder. Rødder der stikker dybt. “Ikke kun dem i jorden, men også mennesker…. og de er jo de vigtigste.

Det betyder meget at høre til et sted og have en fælles historie. Der er mange rødder, jeg kender i Vordingborg, og som jeg har tæt kontakt til. Vi har f.eks. en årlig drengekomsammen, som startede i restauranten på havnen i 1972. Dét er rødder,” siger Morten Olsen og stiller sig midt i haven, der skråner ned mod lystbådehavnen. ”Jeg har altid haft en stor interesse for naturen, og jeg kan godt lide at gå i haven. Der skal ikke være for meget ukrudt, vil jeg gerne indrømme, og jeg kan godt lide at gå og nipse. Og jeg kan godt lide at gå sammen med min kone og få idéer til nyskabelser på vores grunde.

Idéer som ofte bliver født på mine mange rejser rundt om i verden. Her henter jeg inspiration til den måde, vi indretter os på hjemme.” Og hjemme i Vordingborg i det sydsjællandske, hvor skoven med Olsens ord ‘vokser ud i vandet’, har han den naturskønhed og den rod, der giver ham ro til at være den han er.

Tekst  Søren Rebbe

Foto  Peter Boel