Pilou Asbæk – Mit hjem er mit slot

Selv bor han i lejlighed og har altid gjort det. Alligevel er tanken om en dag måske at flytte i eget hus ikke så fjern, som den har været. Mød filmaktuelle Pilou Asbæk, der finder ro i lejligheden på Nørrebro.

Ved første øjekast er det svært at genkende ham, da han træder ind i cafeen. Med jakken trukket langt op over skuldrene og den mørke strikhue godt ned over ørerne. Pilou Asbæk, der egentlig helst taler om andre end sig selv, sætter sig ved bordet på stamcafeen, til en latte og til en snak om hans seneste film.

Læs også: Hjemme hos Julie Berthelsen

Et blodigt stykke historie

Filmen ‘9. april’ handler om den morgen i 1940, hvor Danmark bliver besat af tyskerne, og hvor en lille gruppe mænd, under ledelse af sekondløjtnant Sand – spillet af Pilou Asbæk – bliver sendt til grænsen på cykel for at møde fjenden, der med tanks og 40.000 mand overlegent brager over grænsen. Vi følger løjtnant Sand og hans cykeldeling i de få timer, det varede, inden Danmark kapitulerede.

Det er et stykke barskt Danmarkshistorie, der for Pilou Asbæk er særligt vedkommende, fordi hans farfar som civil motorcykelbetjent selv blev arresteret af tyskerne ved grænsen den aprilmorgen i 1940. ”Filmen er en hyldest til en svunden tid og til et svundet mandeideal. Og det mener jeg ikke som et positivt ideal, for jeg synes ved-gud, manden har udviklet sig i mere positiv retning end dengang.

Men der var nogle regler og noget kodeks, som et eller andet sted var sådan lidt… Der var noget ædelt, der var noget større. Når du taler med soldater fra dengang kontra soldater i dag, så går du i dag i kamp for adrenalinet. Du går i kamp for dine brødre, der står ved siden af. Det er fordi, du tror på demokratiet, og fordi du tror, at det du gør, gør en forskel. Men det er ikke for Gud, konge og fædrelandet.”

Pilou Asbæk i rollen som løjtnant Sand, der med sin deling holder stand mod tyskerne i Haderslevs gader.

Pilou Asbæk i rollen som løjtnant Sand, der med sin deling holder stand mod tyskerne i Haderslevs gader.

“På et tidspunkt laver vi en scene i Haderslev. Og der kommer nogle af datidens veteraner. Gamle og slidte af alderdom i kørestol og med rollator og bind for øjet. Og alligevel står de der, på vores sidste optagedag og kigger med. Selvfølgelig er der en personlig historie for mig, men det blev først rigtig personligt, da jeg mødte de veteraner, der har stået der d. 9. april for 75 år siden, og som rent faktisk har forsvaret det her land.”

Læs også: Hjemme hos Niels Folmann

Selv betegner Pilou Asbæk filmen som en nøgtern og langt fra pompøs film. Men også som en intens og underholdende film over et alvorligt emne, der for mange danskere stadig er et nationalt ømt punkt.

– I filmen har Sand en håndfuld unge mænds liv i sine hænder. Kan du identificere dig med det ansvar?

“I filmen står jeg med 8-10 mands liv i mine hænder, og jeg har ansvaret for at føre dem igennem en krig. Det kræver et stort mandsmod, som jeg har den største respekt overfor.

Mit personlige ansvar strækker sig til min familie, min kone og mit lille barn. Jeg har aldrig tidligere følt ansvar på denne måde. Og faktisk har jeg oplevet, at der i rollen som far kommer en større generøsitet og overbærenhed. Ting som tidligere kunne vælte hele læsset, er pludselig blevet ligegyldige.

Jeg har oplevet, at rollen som far har givet mit liv et større perspektiv – f.eks. når der sidder en lille trold ved siden af dig, der lige har stoppet en perle op i snudeskaftet, og nu skal du have den ud. Og det koster altså en halv dag på Bispebjerg Hospital.”

Barndom med kunst på væggene

Som barn voksede Pilou Asbæk, som den yngste af tre brødre, op i en 600 m2 stor lejlighed i Ny Adelgade ved Kongens Nytorv i København. “Jeg kommer fra en meget privilegeret barndom, hvor det at udtrykke sig var i orden. Det var et åbent hjem, hvor jeg har oplevet at sidde på toilettet, mens Preben Elkjær pludselig trådte ind, fordi min far ville sælge et værk til ham,” griner Pilou.

Trods det åbne barndomshjem er Pilou Asbæk langt mere privat omkring sit eget hjem. Det er ikke alle og enhver, der bliver inviteret indenfor i det 170 m2 store hjem i hjertet af Nørrebro. “Mit hjem er mit slot. Om det så bare var dig privat, så ville jeg stadig holde mit hjem lukket. Og det er fordi, jeg ville føle det som en vurdering, at du var der og kommer ind i mit hjem. At du kunne vurdere mig på baggrund af min sofa, mit skrivebord, og hvordan Agnes’ værelse er. Og jeg er ikke interesseret i den vurdering fra dig. Det lyder barskt, men det er fordi, jeg selv desværre er blevet så miljøskadet fra min egen barndom, at jeg vurderer ting, når jeg kommer ind i andre menneskers hjem. Ikke materielt, men jeg vurderer, om der er kunst på væggen, og hvordan de har indrettet hjemmet.”

_DSC9494_final

Lejlighed med højt til loftet

Selvom Pilou er på fornavn med bartenderen på stamcafeen, så er det først efter datteren Agnes’ fødsel, at Nørrebro for alvor er blevet en del af skuespillerens liv. “Jeg er jo lige flyttet til Nørrebro for et år siden og elsker det. En af mine største svagheder er, at jeg ikke er praktisk anlagt. Overhovedet

“Men det vil da være løgn at sige, jeg ikke har overvejet at bo i villa. Faktisk har jeg overvejet én bestemt gade i København. Det er Olufsvej lige ved parken, hvor der er rækkehuse. Og det synes jeg er fantastisk.

Men grunden til, at jeg ikke har bosat mig i villa, er, at jeg er pissebange for om fyret i kælderen skal skiftes, eller om der er huller i taget.”

Læs også: Verdensmester i chokolade

En villa på sigt

Selvom Pilou er opvokset i et hjem på størrelse med to-tre gennemsnitlige, danske familievillaer, så mener han ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem livskvalitet og størrelsen i kvadratmeterne. For hans eget vedkommende, er det alligevel de samme 15 m2, der hyppigst bliver brugt.

“Jeg sidder altid det samme sted ved vinduet eller ved bordet. Det er også fordi, jeg har en hverdag, som er meget ustruktureret, og som stritter i forskellige retninger. Så jeg kan pissegodt lide rutiner og ritualer. Jeg kan godt lide, der er struktur; at der er en rytme i mit hjem,” fortæller Pilou Asbæk.

På cafeen er det to timer siden, vi kom. Det er nu tid til endnu en gang at trække jakken op over skuldrene og huen ned over ørerne. Et smil ryger i retning af tjeneren bag baren, der kvitterer med et nik. På vej ud ad døren vender Pilou sig om. Som om han har en tilståelse. “Nu har jeg siddet og tænkt over det. Jeg vil faktisk gerne have en villa. Jeg vil gerne undgå alt det praktiske, men jeg vil gerne have en villa af den simple årsag, at det er nemmere at invitere folk over, hvis man har et gæsteværelse. Og så er det jo også nemmere at grille om sommeren. ”

Fakta om Pilou

Siden afgangen fra Teaterskolen i 2008 har Pilou Asbæk spillet centrale roller i film og serier som R, Forbrydelsen, Borgen, Bora Bora, Kapringen, Spies & Glistrup, Fasandræberne, Kapgang, Stille Hjerte, 1864 og 9. April, der har premiere 12. marts 2015.

Pilous første job

Pilous første job som skuespiller var et job som gøgler på bakken. ”Mit første professionelle job var at få kastet ølflasker i nakken af fulde svenskere, fordi jeg var klædt ud som klovn , “ fortæller han om jobbet.

Pilous kommende job

I øjeblikket er Pilou i gang med optagelserne til en Hollywood remake af storfilmen Ben Hur. Pilou spiller rollen som Pontius Pilatus.

Tekst  Tina Krarup

Foto  Thomas Skou, Kenneth Nguyen