Villa, rækkehus og hybridbekymringer

Jeg bliver nødt til at starte med en indrømmelse. Jeg har ikke villa!

Jeg ved godt, at ordet villa indgår i navnet på indeværende magasin, men sådan en har jeg altså ikke. Jeg ville gerne have villa, men jeg ville også gerne arbejde i en større by uden at pendle i timevis. Så det blev et rækkehus.

Vi kiggede på huspriserne, tegnede en cirkel rundt om byen og sagde ”ok, vi har råd til at bo uden for denne cirkel,” og så kunne vi ellers begynde. Og vi opdagede hurtigt, at hvis det skulle være med mulighed for havedam og udestue eller for den sags skyld bare et hus, vi kunne gå rundt om, så blev det enten verdens mindste hus eller verdens længste daglige togtur.

Læs også: Deleøkonomi med naboerne

Hvordan definerer man “villa”?

Nu ved jeg ikke præcis, hvordan man definerer en villa – og fordi jeg tidligt i min journalistiske karriere har lært, at man kan researche gode historier ihjel, så slår jeg det ikke op – men jeg har altid tænkt på villaer som huse, man som minimum kunne gå rundt om uden at forlade matriklen. Jeg kan godt gå rundt om mit hus, for jeg har virkelig søde naboer, der selvfølgelig ville lade mig vandre gennem deres stuer, hvis jeg fortalte, det var til en klumme til VoresVilla. Men fakta er, at et rækkehus er sådan en mærkelig mellemting.

Man har alle de samme bekymringer som andre husejere: Holder det gamle tag til endnu en storm? Står drivhuset ordentlig fast? Og så har man nogle af de samme overvejelser, vi også havde, da vi boede i lejlighed: Kan jeg tillade mig at sætte et billede op nu, når jeg ved at nabo 2 lige har fået en baby, og jeg godt selv kan huske, hvordan lyden af en slagboremaskine forplanter sig i armeret beton og minder om dommedag, når man prøver at få et spædbarn til at sove.

Læs også: Må naboens træer skygge i min have?

Hybridbekymringer

Og så er der alle hybridbekymringerne. Når man for eksempel må ind til naboen og fortælle, at der er hul i det førnævnte tag, men det er på deres del, og på grund af tagkonstruktionens udformning, så løber vandet fra deres hul ned i min stue.

Eller den allerførste vinter i det nye hus, hvor man har en søndag med snestorm, tømmermænd og en drøm om Netflix og joggingbukser i varmen fra brændeovnen, og naboen så banker på og gerne vil hjælpe en med at rydde sne – på det stykke af den fælles vej, man i netop dette sekund erfarer, er ens ansvar og åbenbart ikke indbefattet i kommunens snerydningsplaner.

Det er svært at sidde den ivrige yngre mand overhørig, når hans hustru ser ud, som om hun har slugt en af de store yogabolde nede fra fitnesscenteret og åbenbart kan nedkomme, hvad sekund det skal være. Så nytter det ikke at pege over på Netflixlogoet og sige noget om, at DMI lover tøvejr en af de nærmeste dage. Jeg kan jo godt se, at det ikke hjælper meget, at han rydder sne på sit stykke vej, hvis mit, der meget ubelejligt ligger mellem hans og stikvejen, står jomfrueligt med en halv meter af den bedste puddersne og venter på ungernes først sne-engle.

Det er nok altid anbefalelsesværdigt med et godt forhold til naboen, men når man ikke kun deler en hæk, men også en væg og et tag med den tilstødende matrikel, så er det nødvendigt.

Læs også: Har disse træer en hegnsfunktion?

Ingen vicevært

Da vi boede i lejlighed, havde vi en vicevært med kontortid og værktøj, man kunne låne. Nu er viceværten væk. Så et af de første håndgribelige tegn på, at nu var jeg altså blevet boligejer, var indkøbet af min helt egen og allerførste slagboremaskine.

Som tidligere bybo er jeg selvfølgelig stødt på begrebet deleøkonomi, der er frygtelig meget oppe i tiden. Og egentlig handler det bare om at sætte noget, der altid har eksisteret, i system med en smart app og så udbrede det gode naboskab til en bredere kreds – økonomidelen af ordet er så noget med at tjene penge på at være en god nabo, men det bruger vi ikke på villavejen. Her bor den oprindelige deleøkonomi.

Jeg har fx mit eget værktøj til de fleste småjobs, men det meste er i billige kineserudgaver. Jeg har brug for en slagboremaskine, fordi de bærende vægge i mit 70’er-rækkehus får tyskernes bunkerkonstruktioner ved Vesterhavet til at ligne papmaché. Men jeg har ikke brug for en forkromet udgave med indbygget lasersigte og omdrejningstæller.

Læs også: Snak dig ud af skyggen fra naboens træer

Haveslangen ligger i et andet postnummer

Min nabo Lars er derimod uddannet håndværker, så hvor mit værktøj altid skal lirkes frem fra en bunke i et tilfældigt skab, så kommer hans i små polstrede kufferter, hvor man pakker delene ud som en Hollywood-lejemorder, der samler en riffel. Det betyder, at skal jeg en dag save en dør over (det er sket) eller bruge andet specialværktøj, så kan jeg altid låne Lars’.

Omvendt så er han lige så uinteresseret i havearbejde som jeg, så vores fælles græsslåmaskine er den solblegede Flymo, som de tidligere ejere ikke engang gad tage med, da de flyttede. Vi har også kun én haveslange til deling. For tiden bor den hos mig. Men vores grunde er også så små, at vandslangen i mit udhus er tættere på hans hoveddør, end hvis han havde boet i en af villaerne nede ved stranden og haft sin egen slange i et skur så langt nede i haven, at det nærmest ligger i et andet postnummer.

Læs også: Ny kærlighed til murermestervilla

Stiger og sneskovle

Når man kommer fra en lejlighed , så har man heller ikke lige en stige, der kan nå 10 meter op, men i et hus med to etager og fladt tag, så er det faktisk noget, man en gang i mellem får brug for. Men alligevel ikke så tit, at jeg ligefrem brænder for at have endnu en stor ting stående i matriklens minimalistiske haveskur, der er så småt, at det deler en væg med naboens, og hvor det, man skal bruge lige nu, altid ender med at stå bag ved vinterdæk, stige, havkajak eller noget andet, som man kun bruger ved særlige lejligheder.

Heldigvis så har flinke Jette, der bor på den anden side, en svigersøn, der bor to stikveje længere henne. Og han har alle de stiger, man kan ønske sig. Jeg har til gengæld købt min helt egen sneskovl, efter jeg opdagede, at jeg ikke blot var hus- men også vej-ejer, og har lidt flere armkræfter end Jette, der har været pensionist i mange år. Så jeg tager gerne lige hendes fortov, når jeg alligevel er ude.

Vi har aldrig rigtig sat det i system eller aftalt, hvem der køber hvad. Men det virker egentlig meget godt uden det voldsomme udstyrsoverlap. Måske er det det, man på en villavej kalder naboskab.

Om klummeskribenten

Hans Lauring er uddannet journalist og bor i et rækkehus på 128 kvadratmeter sammen med sin hustru, to døtre og en gammel hankat. Han har 64 kvadratmeter naturgrund, hvor han mest dyrker mynte og skvalderkål. Han har endnu ikke lært at spise skvalderkål.

Læs også: Kender du dine servitutter på ejendommen?

Tekst  Hans Lauring

Foto  Illustration: Nis Nielsen