Hvor var det lige, jeg lagde hammeren?

Når hammeren bliver væk og idioten har forlagt den

Indrømmet: vores klummeskribent har ikke altid styr på detaljerne i sit gør det selv-arbejde – hvilket fx er grunden til, at hans hustru nu har en irrationel frygt for vaterpas. Men hey, når en halvakademisk humanist kan svinge værktøjskassen, så kan du også…

 

Læs også: Nyheder for husejere i marts

KENDER I DET?

Kender I det? Man sætter en lampe op i loftet og kan så ikke finde hammeren, man brugte til at slå rawlplugs i med. Man leder og leder og tænker så “nå, lige meget, den dukker jo nok op …”

Så kravler man ned ad trappestigen, lukker køkkendøren og får en hammer i hovedet, fordi en eller anden idiot lige syntes, at toppen af døren var en fin midlertidig aflægningsplads for hammere.

Mit liv som gør det selv’er er præget af den slags idiotiske små uheld. Ting, der kunne være undgået, hvis jeg bare var lidt dygtigere, lidt bedre organiseret eller lidt mere tålmodig. Som dengang jeg satte Ikea-skabe op i vores bryggers og godt nok havde set billedet i manualen af to mænd, der løftede, men vurderede, at en flok svenske manualfascister i hvert tilfælde ikke skulle bestemme, hvor meget skab jeg kunne løfte. Hvilket resulterede i, at jeg måtte af sted til Ikea efter et nyt skab, fordi godt nok kunne jeg løfte det, men uden ordentlig støtte i begge ender kollapsede det halvsamlede skab og knækkede i samlingerne.

Læs også: Boligydelse til pensionister i ejerbolig

DET DÉR MED TING, DER FALDER NED

….er et gennemgående tema for min lidt for distræte tilgang til husets reparationsopgaver. Min hustru nærer fx en stor frygt for vaterpas. Det skyldes en billedophængningsepisode, da vi lige var flyttet i lejlighed sammen. Jeg bad hende holde bunden af et maleri, der skulle sættes op, og i et øjebliks ubetænksomhed gav jeg slip på metalvaterpasset, der hvilede på toppen af rammen, hvorefter det selvfølgelig ramte hende i hovedet.

At hun nu lidt ulogisk frygter vaterpas snarere end mine gør det selv-projekter, skyldes måske det hårde slag, hun fik i hovedet.

Jeg antyder ikke, at der altid går et eller andet galt, når jeg går i gang med selv de simpleste projekter. Men når jeg tænker nærmere over det, så har det altid været en stående regel her i huset, at børnene, da de var små, ikke måtte være i rum med deres far, når han reparerede eller byggede noget – ikke fordi det var så farligt (for andre end ham selv), men fordi der måske blev brugt et par gloser, som vi ikke lige syntes, de behøvede gentage i deres respektive institutioner. Ligesom vi har en regel om, at ting, mor siger i bilen, bliver i bilen.

NU SKULLE MAN MÅSKE TRO

….at moralen her var, at man aldrig skal gøre tingene selv. Eller at halvakademiske humanister med 10 tommelfingre bør overlade arbejdet til de professionelle. Men nej. Eller rettere sagt, jo. Hvis penge ikke var et problem, så ville jeg da klart overlade alt inklusive samling af Ikea-møbler til sagkundskaben. Og jo, der er nok en grund til, at der findes håndværkeruddannelser og lærepladser.

Men når ret skal være ret, så er mit lille hus også fyldt af fliser, der sidder lige, en badekabine, jeg selv har samlet, ordentlige silikonefuger, røgalarmer, der ikke falder ned, en hel vægfuld garderobeskabe, hvor skydedørene kører på skinner, samt et flot, lige hegn, jeg helt selv har samlet endda uden et eneste uheld (men her fik jeg dog kyndig vejledning af min nabo med den store hegnsbyggereksamen).
Så moralen må være, at hvis jegkan, så kan alle. Men overvej dog, om du kan finde et bedre sted at lægge metalværktøj end på høje, smalle steder.

Læs også: Mit hus bestemmer, hvad der skal gøres hvornår

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen