Find inspiration til årets juleshopping i Tivoli

Du kan både komme i julestemning og klare årets sidste juleindkøb, når Tivoli igen i år åbner dørene op til magiske juledage i den gamle Have. Se 9 gode bud på årets gaver her.

Når Jul i Tivoli åbner den 16. November 2019 er Haven som sædvanlig pyntet op efter alle kunstens regler. Her kan du komme i ægte julestemning og smage dig gennem julegodter som gløgg, æbleskiver og brændte mandler. 

De julede dage er dog også en god mulighed for at få de sidste jule-, advents- og værtindegaver i hus. I Tivolis egen butik Little Tivoli, der ligger midt i Haven, findes der nemlig mange oplagte gaver til store og små – uanset om du skal finde noget til pakkekalenderen, adventskalenderen, julegavelisten eller en værtindegave. 

Find inspiration til årets juleshopping her, hvor vi har fundet 9 forslag til gaver fyldt med Tivoli-magi. 

1. Tivolis hovedindgang som Kähler-hus

En nyhed denne jul er det populære Urbania-lyshus fra Kähler formet som Tivolis ikoniske Hovedindgang, der er fra 1843 og bygget af arkitekterne Richardt Bergmann og Emil Blichfeldt. Det er første gang nogensinde, at man kan få en Tivoli-bygning formet som Kähler-lyshus i Mette Baches og Barbara Bendix Beckers Urbania-serie. Kähler-lyshuset kommer i en nummereret version (nr. 1-100), som kun kan købes i Little Tivoli-butikken til 399 kroner. En ikke-nummeret version til 319 kroner.

2. Årets julekugler

Tivoli introducerede sidste år julekugler, og i år er der to helt nye serier; en i kølige vinternuancer, der er inspireret af Tivoli i snevejr og en med mere knald på farverne, som er inspireret af Tivolis forlystelser Astronomen og Galejen. 

De fås i flotte gaveæsker med fire kugler i hver til 169 kroner. De er skabt af Tivolis designer Thomas Winkler, og kan åbnes, så man kan gemme små overraskelser i dem. Der kommer også flet selv-julehjerter, -kræmmerhuse og -julestjerner i samme nuancer og mønster som julekuglerne.

3. Rasmus Klump som julekugle

Du kan også finde et stort udvalg af produkter med børnefavoritten Rasmus Klump, som har sit eget hus i Tivoli, og i flere af sæsonerne løbende har teaterforestillinger. Der er alt fra bamser til designkopper og bøger med Rasmus Klump på. En nyhed i år er Rasmus Klump-julekugler med alle de velkendte figurer på. Du kan få fire kugler i en fin æske til 169 kroner.  

4. Snedronning som træfigur og balletforestilling

I år der premiere på balletforestillingen ”Snedronningen” i Tivolis Koncertsal den 1. december. Det er en nyfortolkning af H.C. Andersens klassiske eventyr. I Little Tivoli kan man derfor få en helt ny Snedronning-træfigur i Richardt Branderups serie af træfigurer inspireret af H.C. Andersen-forlystelsen Den Flyvende Kuffert. Her er Kejseren fra Kejserens nye klæder, prinsessen fra Svinedrengen, soldaten fra Fyrtøjet og en Tivoli-Garder. Priserne varierer alt efter figur, men starter fra 465 kroner. 

Læs også: Sådan laver du en stensikker, saftig and juleaften

5. Smag på Tivoli

En oplagt advents- eller julegave er Tivoli-øl i special-øl-serien. De fås som en gaveæske med tre i og alle har etiketter med særligt Tivoli-look. Til de lækkersultne har Little Tivoli kvalitetschokolade- og bolsjer. I år er det også muligt at købe Gemyses særlige gløgg og snaps og småkager fra Nimb-konditoriet Cakenhagen i butikken. 

6. Tivoli-Plakat

Tivolis populære plakater pynter på væggen og er samtidig dansk designhistorie. Mange kendte danske designere har stået bag de populære plakater blandt andre Ib Andersen, Bjørn Wiinblad, Richardt Branderup, Ib Antoni og Thomas Winkler, der står bag den nye og meget populære Scream-plakat til 229 kroner. 

 7. Gemyses grønne køkken

”Gemyse – havens grønt året rundt” er en inspirerende kogebog spækket med opskrifter fra Tivolis grønne restaurant Gemyse. Bag opskrifterne står Mette Dahlgaard, der er gastronomisk chef på Gemyse. Kogebogen, der udkom i maj på Muusmann Forlag, er fyldt med smukke billeder og over 70 inspirerende opskrifter fra Gemyse. Bogen er på 240 sider 0g koster 300 kroner. Læs mere her

8. Coffee table-bog om Tivolis have

”Tivoli – en eventyrlig blomstrende have” udkom den 29. maj på forlaget Turbine. I bogen bliver blomsternes og træernes univers i Tivoli foldet ud på smukkeste vis, og Tivolis chefgartner Tom Knudsen fortæller om arbejdet med den smukke have. Bogen vejer intet mindre end 2,5 kilo, og er en oplagt gaveidé. Marian Haugaard Steffensen er forfatter, og fotograf Ann Malmgren har taget bogens mange billeder. Læs mere om bogen her

9. Tivoli-spilledåsen

Tivoli-spilledåsen er et helt nyt Tivoli-produkt, som tager udgangspunkt i én af to oprindeligt kørende forlystelser i Tivoli anno 1843. Datidens karrusel var inspireret af togvogne og trukket af en hest, som gik skjult under karrusellens gulv. Et orkester spillede ved siden af karrusellen. I denne miniversion af karrusellen spilles ”Columbine Polka Mazurka” af H.C. Lumbye i en version indspillet af Tivoli-Gardens Musikkorps. Spilledåsen koster 329 kroner og kan åbnes, så man for eksempel kan putte småkager i. 

Alle produkterne kan købes i Little Tivoli under Jul i Tivoli, som varer fra den 16. november til 5. januar 2019. Flere af produkterne kan også købes i den nye webshop på www.littletivoli.dk.

Læs også: Mandelkager med marengs og lemoncurd

Tekst  Nanna Danborg-Aamand

Foto  PR