Claus Dalbys trin for trin guide til julens smukkeste adventskrans

Vi er givetvis mange, der går og drømmer om en hvid jul, selv om det er ret upraktisk. Hvor om alt er; vi kan altid pynte op til hvid jul inden døre. Det elsker jeg. Endda så meget, at jeg for et par år siden skrev en hel bog om emnet.

Læs også: Timm Vladimir: “Man skal ikke udfordre den danske julemad”

 

Hvornår er det hvid jul?

Meteorologerne har en helt klar definition på, hvornår man kan kalde julen hvid. Det sker, når mere en halvfems procent af landet er dækket af mindst en halv centimeter sne juleaftens eftermiddag. Her er det således ikke nok med et tyndt drys eller rim på jorden.

Den seneste hvide jul i Danmark var var i 2010, og også året før, altså i 2009, var landet dækket af sne. I 2014 vågnede vi her i Aarhus op til sne julemorgen, og det var noget af en overraskelse. Nuvel, meteorologerne havde varslet vintervejr, men det var svært at forestille sig, fordi juleaften var både mild og regnfuld. Men det skulle man altså ikke lade sig narre af.

I min drømmeverden er landskabet altid dækket af sne i julen … Hvornår mon det sker næste gang?

Læs også: Hvid gløgg med rosmarin og ingefær

Adventkrans med grønt og hvidt

Mange kender efterhånden den hvide dobbelte brændende kærlighed, Kalanchoe ‘Queen’. Det er helt utroligt, hvor længe disse blomster holder – op til en måned uden på nogen måde at komme til at se triste ud. Det samme gælder i oasis, og derfor er Kalanchoe ‘Queen’ uhyre velegnet til en krans som denne, hvor jeg desuden har anvendt broget benved og cypres.

Kalanchoe ‘Queen’

Begynd med at runde de skarpe kanter på den våde oasiskrans. Klip derefter blomsterne til som vist på billedet nedenfor. Prik så huller til blomsterne i oasissen med en grillpind eller lignende og stik blomsterstænglerne i hullerne. Stænglerne er en smule skrøbelige, så her er det en fordel at bruge en pincet.

Klip stænglerne korte

Lav et ulige antal grupper med blomster på kransen og sørg for, at de ikke alle ligger lige oven på kransen. De skal placeres en smule forskudt. Fyld derefter ud med grupper af benved og cypres som vist her.

Kransen

Nu kan man vælge blot at lade kransen ligge på et fad og pynte eller at bruge den som en adventskrans. I så fald forsynes den med trådede lys, der placeres på kransen over for hinanden.

Det giver et særligt let udtryk at placere kransen på en glasopsats.

Læs også: Dekoration i kartoffelskål

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby