Vælg den rigtige og billigste juletræsfod til juletræet

Hvilken fod skal du vælge til juletræet? Læs om fordele og ulemper ved de 3 mest brugte typer juletræsfødder, og se Bolius’ pristjek på, hvor du kan få juletræsfoden billigt.

Mulighederne er mange, når du skal sætte fod på juletræet, og priserne på juletræsfødderne varierer meget, alt efter hvilken type og hvilket design du vælger.

Det viser et pristjek, som Bolius har foretaget den 1. december 2016.

Læs også: Juletidens smukkeste adventskrans

Der findes overordnet 3 forskellige typer juletræsfødder:

  1. Det gammeldags trækryds, hvor juletræet sømmes fast. Kan ikke genbruges.
  2. Juletræsfod med vandbeholder. Her er der en beholder i juletræsfoden, hvor træet er spændt fast og står og suger vand. Kan genbruges.
  3. Juletræsfod med rør i midten. Ligesom ved typen med vandbeholder står træet spændt fast, men her er der ingen vandbeholder. Kan genbruges.

Derudover kan du også købe en juletræsfod, som er beregnet til haven. Foden bores ned i jorden, og træet skrues eller spændes fast.

LÆS OGSÅ: Sådan laver du en solid juletræsfod

Gammeldags trækryds er billigst

Den billigste model er det gammeldags trækryds, hvor 2 brædder er sat på kryds af hinanden og sømmet op i træstammen på juletræet.

Den billigste forhandler i Bolius’ pristjek er juletrae-engros.dk, som sælger en fod af typen trækryds til 24,15 kr. for et træ op til 2,75 m.

juletræsfod

Bank søm gennem juletræsfod og op i juletræet

Når du skal sætte denne type på juletræet, saver du træet over lige ved fældningsfladen og banker et eller 2 søm op igennem stammen.

– Selvom juletræsfoden af typen trækryds er en nem og billig løsning, er der også ulemper ved denne type juletræsfod. Den kan ikke genbruges, det kan være svært at få træet til at stå lige, og juletræet kan have en tendens til at vippe lidt, siger Tine R. Sode, fagekspert i Bolius.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd om udendørs julelys

Juletræsfod med vandbeholder minimerer, at træet drysser

Det kan være en fordel at købe en juletræsfod, hvor træet spændes fast med skruer eller stålwire og sænkes ned i en vandbeholder, forklarer Tine R. Sode.

– Vandet giver fugt til træet. Hvis du køber træet relativt nyfældet, vil nålene holde lidt længere, før de drysser af. Så denne type juletræsfod vil give lidt mindre arbejde med støvsugeren. Derudover kan denne type juletræsfod også genbruges år efter år. Det er dog begrænset, hvor meget vandet bremser udtørringen af træet, siger hun.

Ofte i typerne med vandbeholder kan du træde på juletræsfoden, så den åbner sine gribearme, når du sætter træet ned i foden. Det gør det nemt at få træet til at stå lige.

LÆS OGSÅ: Sådan får du juletræet til at stå HELT lige

juletræsfod

Stor prisforskel alt efter juletræets størrelse

Juletræsfødder fås i forskellige størrelser. Standardmodellen fra fx Krinner, der er beregnet til juletræer på op til 2,2 meter, fås billigst for 235 kr. Til sammenligning koster den 399 kr. hos pristjekkets dyreste forhandler, juletrae.com.

Hvis dit træ er højere end 2,2 meter, skal du købe en større juletræsfod, og så stiger prisen. Den billigste juletræsfod med vandbeholder fra Krinner til et træ på 4 meter fandt Bolius hos Bauhaus, hvor den koster ca. 600 kr.

Der findes dog også mange billigere varianter, hvor producenten er ukendt. Eksempelvis kan du købe en juletræsfod med vandbeholder til et træ på 2,2 meter for under 200 kr. hos Harald Nyborg.

LÆS OGSÅ: Brug grantræet fra haven som juletræ – år efter år

Juletræsfod med rør i midten fås i flere forskellige design

Hvis du går op i, at juletræsfoden skal klæde stuen, kan det være en idé at købe en juletræsfod, som er forsynet med et rør i midten. Det er nemlig den type juletræsfod, som fås i flest forskellige typer design.

Der er fx den stjernetakkede juletræsfod fra Trip Trap. Den fås i forskellige farver, men også i forskellige priser, alt efter hvilken forhandler du kigger hos. Den billigste i Bolius’ pristjek er Kop & Kande, som sælger en Trip Trap-juletræsfod til 800 kr. Den dyreste er Allbuy.dk , hvor den koster 1.796 kr.

*Læg dog mærke til kvaliteten af den enkelte juletræsfod. Mange af Trip Trap-juletræsfødderne i pristjekket er lavet i gummitræ, mens den lidt dyrere Trip Trap-model hos Allbuy.dk er i teak.

Læs også: Sådan laver du en stensikker, saftig and juleaften

juletræsfod

Der findes også billigere varianter af denne typer juletræsfod, hos Bauhaus kan du fx købe en til 128 kr.

Uanset, om du vælger den dyre eller den billige, er den bygget på samme måde:

Ofte er den formet som en stjerne. Det er fx tilfældet med designet fra både Trip Trap og Ferm Living.

– ”Denne type fod har et rør i midten af juletræsfoden, hvori stammen sættes ned og spændes fast med fx skruer. Det giver et stabilt juletræ, som er svært at vælte, og juletræsfoden kan genbruges hvert år, siger Bolius’ fagekspert Tine R. Sode.

Udendørsfødder

Nogle af de ovenstående modeller kan også bruges, hvis du vil have juletræet til at stå i haven. Men du kan også købe modeller, som er beregnet til haven, og som skal bores ned i jorden.

I nogle tilfælde inkluderer juletræsfoden værktøj, som gør det nemmere at bore foden ned i jorden. Men husk at undersøge, hvor stort dit træ er. Selvom du køber en udendørs juletræsfod, er det nemlig ikke sikkert, at den kan rumme et større juletræ.

For udendørs juletræsfødder varierer design og priser også, men der findes ikke producenter, som går igen. I Bolius’ pristjek fås den billigste udendørs juletræsfod hos Harald Nyborg, hvor den koster 138 kr. Den dyreste fandt Bolius hos tgkshop.dk til 849 kr.

Husk at se efter, om der i varebeskrivelserne står, hvor højt dit træ må være for at passe i foden.

Læs også: Snit en hurtig knage

juletræsfod

Tjek priser og billeder før du køber

Før du køber en juletræsfod på internettet, er det en fordel, at du tjekker priserne for at se, om du kan spare penge ved at købe den et bestemt sted. Det kan du fx gøre på pricerunner.dk eller på Google.

På den måde kan du også vurdere, om juletræsfoden passer æstetisk ind i dit hjem.

Og husk, at den oplistede pris i mange tilfælde ikke er den fulde pris. Ofte skal du også betale for at få fragtet juletræsfoden med posten.

Bolius’ pristjek blev lavet 1. dec. 2016 ved at besøge udvalgte webshops, der sælger en eller flere af de nævnte typer juletræsfødder. Der kan forekomme priser dyrere eller billigere end Bolius’ pristjek.

LÆS OGSÅ: Følg prisudviklingen på juletræsfod her

7 GODE RÅD TIL AT FÅ MEST UD AF DIT JULETRÆ

1. Sav et par cm af juletræet for neden, så suger træet vandet bedre
2. Lad juletræet stå udenfor et par dage i en spand med vand, inden du sætter det ind.
3. Sæt juletræet i en juletræsfod med vand, og husk at fylde op jævnligt – så udsætter du, at træet drysser.
4. Stil ikke træet tæt på varmekilder som radiatorer og brændeovne, da det hurtigere tørrer ud.
5. Har du købt rødgran, blågrand eller omorika, så kan stoffet acetylsalicylsyre i vandet forlænge træets liv – stoffet findes fx i Kodimagnyl.
6. Pas på brandfaren, så tjek din røgalarm, hold øje med levende lys, sluk dem når du går, og hav brandslukningsmidler stående klar.
7. Brug juletræet til fx brænde eller flis til beskyttelse af havens planter.

Læs også: Claus Dalbys jul

Tekst  Forfatter Eric Ziengs,journalist Simon Johansen