Mit hus bestemmer, hvad der skal gøres hvornår

Hvad gør man, når man som nybagt ejer af et hus ikke har råd til at betale håndværkere, men er for ambitiøs til at lade tingene sejle? Så gør man det selv

– især hvis man, som vores klummeskribent, har en hustru, der har afsagt dødsdom over hækken og bestilt en dynge lægter, før man selv har nået at sige ’hegn’…

Jeg kalder ikke mig selv gør det selv’er, påstår, at gør det selv-projekter er min store hobby eller endda, at jeg er god til det. Men jeg gør det selv.

Læs også: Video: Sådan kan du selv fjerne fliser på badeværelset

 

Som nybagt husejer har jeg måttet erkende, at jeg ikke havde råd til at betale håndværkere, men heller ikke var ligeglad nok til bare at lade stå til.

Så derfor har den ene gør det selv-opgave afløst den anden. Og her taler vi ikke om selv at sætte lamper op, men om de lidt mere ambitiøse projekter, hvor man måske starter med selv at sætte et par fliser op, og så, inden man har set sig om, har det udviklet sig til et regulært flisemisbrug og et nyistandsat badeværelse.

Jeg bestemmer ingenting i mit hus

Lidt efter lidt har jeg måttet konstatere, at det er huset og ikke mig, der bestemmer, hvad der skal gøres hvornår.

Det var fx oplagt, da vi overtog huset, at gulv til loft-spejlet med kobberstik ved siden af køkkendøren skulle lide en øjeblikkelig død og manes tilbage til 70’erne, hvor det kom fra – men da jeg så stod med et dybt, rektangulært hul i savsmuldstapetet, hvor lag på lag af tidligere ejeres blomstrede tapetsmag skinnede igennem, var jeg nødt til at finde på noget.

Det blev til en tavle, som for et par hundrede kroner i byggemarkedet har dannet ramme om familiens huskesedler, undervisning samt flere års kreative børneudfoldelser.

Læs også: Søren Rebbes klumme: Vi springer ud

70´er vægge i fesne grønne nuancer

På samme måde blev vi i familien enige om, at de grønne rædsler, der prægede væggene på det øverste badeværelse, skulle rives ned, hurtigere end man kunne sige “Hvad var det lige med 70’erne og fesne grønne nuancer?” – hvorimod de dybblå fliser på det nederste badeværelse derimod nok kunne genfortolkes som retro-cool.

Desværre sad de øverste fliser så fast, at de sikkert ville overleve et jordskælv, mens fliseklæbet på den ene væg nedenunder for år tilbage var gået på pension, og det eneste, der nu holdt fliserne oppe, var deres indbyrdes fuge-relationer.

Vi frygtede simpelthen, at de en dag i samlet flok ville styrte på gulvet – muligvis mens en af ungerne var derude – så de smukke, bevaringsværdige blå fliser måtte lade livet for mit første storstilede renovationsprojekt. Et projekt, der både økonomisk og tidsmæssigt drog så hårde veksler på projektkontoen, at de grønne helvedesfliser stadig år efter får lov til at signalere højeste 70’er-mode på det andet badeværelse. Som vi så gemmer lidt væk fra eventuelle gæster.

Læs også: Kompostbunke til vores pindsvin

Man spejler sig i naboerne

Det er ogå interessant at bemærke forskellen på tilgangen til gør det selv-projekter.

Når man som jeg bor i rækkehus, har man en hel masse fuldstændigt identiske huse, man kan spejle sig i, så man kan sammenligne både evner og ambitionsniveau.

Jeg kender selvfølgelig langt fra alle, der bor i kvarteret. Men det hænder, et hus bliver sat til salg, og man på ejendomsmæglerens side kan nikke genkendende til blå og grønne fliser eller tænke “Aha, så den væg er altså slet ikke bærende!?”.

På vores lille stikvej har vi for eksempel nabo-Lars, der er uddannet tømrer og rask væk lige knalder et udhus op på én dag, selv skifter ruder og døre, men normalt ikke roder med fliseklæb, gulvvarme eller mørtel.

Og der er nyindflyttede Johnny, der egentlig er elektriker, og som startede indflytningen med et omsiggribende nedrivningsprojekt, så kun bærende konstruktioner stod tilbage. Og som så efterfølgende selv stod for alt arbejdet med at gøre den kvadratiske betonskal beboelig igen.

Men han overtog også et dødsbo, hvor indretningen var 70’er-original og vedligeholdelsen nok gået i stå engang i 80’erne.

Og så er der mig, der, inden jeg flyttede i hus, måske nok kunne sætte billeder og lamper op, men absolut ikke har håndværksmæssig baggrund. Og med en årrække i diverse lejelejligheder har haft begrænset mulighed for at træne gør det selv-musklerne.

Læs også: En selvvander til blomster og Chili

Mere orange end Donald Trumps selvbruner

I mit nye hus stod den fra første dag på undervisning i afvaskning af nikotin, maling af mange forskellige typer underlag samt tæppelægning – heldigvis under kyndig vejledning af svigerfar.

Og som generalprøve på det af sikkerhedsgrunde nært forestående badeværelsesprojekt kunne jeg starte med at øve fliselægning i et bryggers for at dække over et betongulv, de tidligere ejere havde malet mere orange end Donald Trumps selvbruner. Inden jeg så kastede mig over badeværelset, hvor der rent faktisk var en reel risiko for, at andre mennesker ville komme til at se og bedømme mit arbejde.

På den måde har jeg lært en masse blandede håndværksmæssige teknikker, som jeg nok desværre aldrig får lejlighed til at bruge igen. Selvom jeg med den store fliselægger- og vådrumsmembran-eksamen i baghånden stadig drømmer om dagen, hvor min kinesiske slagboremaskine skal gøre kort proces med de junglegrønne 70’er-minder på badeværelse nummer to – altså hvis der ikke lige dukker noget andet op først.

Læs også: Når der er brug for en fagmand til opgaven

Min hustru dikterer

Når det ikke er husets stadig fremskridende forfald, der dikterer projekternes rækkefølge, er det ofte min hustrus iver. Min kone er typen, der rider samme dag, som hun sadler. Eller rettere, hun lader sadel være sadel, kaster sig på hesteryggen og er på vej ud over sletterne, inden jeg som sådan har erklæret mig enig i, at vi overhovedet skal i den retning. Eller købe en hest.

Hun får ting gjort hurtigt, og jeg får dem gjort grundigt (hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg heldigvis her). Hvor jeg er typen, der godt kan researche et projekt i månedsvis, så er hun den, der i løbet af samme weekend eller for den sags skyld samme samtale kan gå fra “Nabo-Lars synes, vi skal have hegn i stedet for hæk mellem vores haver” over “kunne et hegn ikke være pænt?” og til “Lars går i gang på næste lørdag; jeg har hyret en kollegas 15-årige søn til at hjælpe med at hive hækken op.

Så kan du og Lars bygge hegn på søndag.” Alt det mens jeg er ikke kommet meget længere end til at overveje selve konceptet hegn og måske sammenligne træsorter og hegntyper.

Men så lærte man da også at bygge et lægtehegn – endda med professionel hjælp og hyggeligt selskab.

Nu peger jeg stolt på mit hegn og siger: “Det har jeg lavet,” og høster de rosende ord, selvom jeg inderst inde godt ved, at det udelukkende skete på konens initiativ. Og at hvis jeg skulle have lavet døren uden naboens anvisninger, så havde den nok stadig stået lænet op ad hegnet ved siden af et gabende hul, mens jeg lige sad på nettet og læste variation nummer 10 over temaet “Byg selv hegn – det har aldrig været lettere”.

Men det er nu et ret pænt hegn.

Og åbenbart i strid mod ligusterhæk-regulativerne. Men den snak må vi tage en anden gang.

Læs også: Insekthotel til mariehøns, ørentvister og små biller

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen