Sådan bryder vi husejere loven – hver dag året rundt!

Hver dag bryder danske husejere en række love og regler – ofte uden at vide det

Tror du ikke, det gælder dig? Så kan du jo prøve at læse med her…

Du gør det hele tiden – bevæger dig på kanten af loven. Når du lige fikser lidt småting med værktøjskassen, når du går på jagt efter dræbersnegle, og når du lukker katten udenfor, er det ikke bare en privatsag, men et potentielt brud på de danske love og regler.

Se her, hvilke ting i hus og have som er ’slut – forbudt’, hvis du skal følge gældende love og regler til punkt og prikke.

Læs også: Overvejer du et udekøkken?

 

Skifte til en ny slags armatur

Du kan meget nemt komme til at gøre noget ulovligt, når du udskifter vandhanen i køkkenet eller på badeværelset. For du må kun sætte et nyt armatur på, hvis det er samme type som den eksisterende slags.

Det betyder ikke blot, at du ikke selv må udskifte en almindelig vandhane med en termostatstyret eller med en af de nye, smarte kogevandhaner; det betyder også, at du ikke må skifte mellem to almindelige armaturer med forskellig trykklasse – hvilket ikke umiddelbart kan ses på udformningen af armaturerne.

Insisterer du på selv at udskifte dit armatur, bør du derfor sikre dig hos din forhandler, at det gamle og det nye armatur er kategoriseret som samme type.

Katte i haven

Lade din kat strejfe omkring

Vi har ikke herhjemme en specifik lov rettet mod katte, men deres færden reguleres af mark-og vejfredslovens § 1, der lyderEnhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget. (…)”

Gør du ikke det, og strejfer din kat ind på naboens grund, skal du ifølge loven betale erstatning for de skader, som katten måtte gøre på nabohaven eller på andre husdyr.

Læs også: Bekæmp dræbersnegle NU – inden de lægger æg

Lave bål af dit haveaffald

En hyggelig bålstund i haven kombineret med muligheden for at slippe af med haveaffaldet kan umiddelbart lyde som en fremragende ide. Det er bare de færreste husejere, der må gøre ideen til virkelighed.

I de fleste kommuner er det forbudt at lave bål i parcelhushaver, kun undtaget sankthansaften. Og derudover er der over hele landet forbud mod at brænde haveaffald af i byzoner og sommerhusområder.

Bor du i en landzone, kan kommunen tillade afbrænding af haveaffald fra 1. december til 1. marts – men det er jo ikke lige på det tidspunkt af året, at trangen til udeliv og behovet for at slippe af med haveaffald er størst, vel?

’Låne’ naboens internet uden tilladelse

Kan du hånden på hjertet sige, at du aldrig har lånt en nabos netværk bare et par minutter, hvis din egen forbindelse var nede eller ikke kunne række helt ud i haven, og nabonetværket ikke var beskyttet af en adgangskode?

Hvis svaret er nej, har du gjort noget, der ikke bare regnes for dårlig nabokarma, men rent faktisk er strafbart. Hvis naboen finder ud af det, risikerer du efter straffeloven bøde og i værste fald en fængselsstraf .

Trække rør eller slanger til dit udekøkken

Det kan være fristende, men faktisk må du ikke selv trække den mindste stump vandrør- eller slange eller flytte bare lidt på eksisterende installationer, når du sætter et udekøkken op.

Monteringen af faste VVS-installationer er autoriseret arbejde, som du ifølge Sikkerhedsstyrelsen ikke selv må udføre.

Læs også: Hold dræbersnegle væk fra køkkenhaven

Bruge sortglaseret tegl

Sortglaserede tegltage er endnu ikke blevet helt forbudt, men hvis du overvejer at få lagt sådan et, må du hellere tage samtlige dine naboer og genboer inden for en vis radius i ed.

I januar satte Højesteret nemlig foden ned i en afgørelse om en sag fra Aarhus-forstaden Lystrup: genskinnet fra tegltaget skal væk, da det er en overskridelse af den naboretlige tålegrænse. Sagens opfattes som principiel og kan derfor danne præcedens.

Derudover er der efterhånden i flere lokalplaner indført regler for, hvor reflekterende tagmaterialer må være, så allerede der kan du få knust dine skinnende teglstensdrømme.

Høns i haven

Fodre høns med køkkenaffald

Et af de mest brugte argumenter for at holde høns er, at de er levende affaldskværne, der sørger for, at ingen madrester går til spilde.

Men grundet en fælles EU-lovgivning er det faktisk ikke lovligt at fodre sine høns med rester fra køkkenet eller husholdningen, da det medfører risiko for smitsomme sygdomme som fx salmonella. Du kan oven i købet få en bøde for det.

Læs også: Kompost og gødning til havens planter

Føre vand til din espressomaskine

Du må ikke ændre på faste installationer, og derfor må du heller ikke selv tilslutte din espressomaskine til en fast vandinstallation. Men det er der ifølge teknisk konsulent Birger T. Christiansen, TEKNIQ Installationsbranchen, en hel del af os, der gør alligevel. Er du en af dem?

Tage eksotiske planter med hjem fra ferie

Du må ikke bare uden videre tage planter med hjem fra ferierejser uden for EU. Dels fordi en række plantearter, herunder de fleste kaktusplaneter og orkideer, er så truede af udryddelse, at de er omfattet af Washingtonkonventionen. Dels på grund af de danske plantesundhedsbestemmelser, der skal forhindre indførelsen af farlige plantesygdomme og skadedyr.

Hvis du er indstillet på at bruge oceaner af tid på research og ansøgninger, kan det i visse tilfælde godt lade sig gøre, men NaturErhvervstyrelsens råd er helt simpelt: Lad være med at tage planter med hjem fra din ferietur.

Læs også: Godt køkkenliv og mere køkken på mindre plads

Aflive dræbersnegle med øl eller salt

Når du skaffer dig af med alle haveejeres skræk har du pligt til at gøre det så hurtigt og smertefrit som muligt. Snegle er nemlig ligesom alle andre dyr omfattet af dyreværnsloven, hvis § 13 lyder: “Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted.”

Ifølge Dyrenes Beskyttelse lever aflivning ved brug af salt ikke op til kravet om smertefrihed, og da ølfælder virker ved netop drukning, er det heller ikke tilladt. Så hvis du vil af med de brunrøde bæster på en lovlig måde, må du altså ty til spaden, havesaksen eller en kedel med spilkogende vand.

Kilder: Bolius, TEKNIQ, NaturErhvervstyrelsen m.fl.

Læs også: Status over metoder til bekæmpelse af dræbersnegle

… Men hva’ må vi så?

Heldigvis findes der stadig en række ting – også af den lidt mere kuriøse slags – som du godt må gøre inden for egen matrikel. Ifølge Bolius – Boligejernes Videncenter må du fx gerne:

  • Hejse sørøverflag i haven (som udgangspunkt er det kun andre nationers flag, du ikke må hejse uden tilladelse)
  • Skræmme naboens kat væk med en vandpistol (som følge af ejerens lovmæssige pligt til at holde katten på egen matrikel)
  • Lure på naboen, når du hopper på trampolin (kun decideret beluring med kikkert er forbudt)
  • Tisse i hækken (så længe du ikke blotter dig, mens naboen ser på)
  • Holde bier i haven (forudsat, at det ikke forårsager væsentlige gener for de omkringboende – men ifølge Danmarks Biavlerforening kan det årlige antal klagesager tælles på én hånd)

Læs også: GODT GREJ til hus og have

Sørøverflag

Tekst  Mette Trudsø