Danske børnefamilier spiser stadig alt for lidt frugt og grønt

79 % af de danske børnefamilier får mindre end halvdelen af den anbefalede dagsmængde frugt og grønt

Danske børnefamilier får ikke nok frugt og grønt. Og de er ikke engang tæt på. En ny, stor undersøgelse viser, at otte ud af ti danske børnefamilier spiser mindre end halvdelen af de anbefalede dagsmængder.

Det kan gå hårdt ud over både børn og voksnes sundhed, advarer ekspert. En ny EU støttet kampagne skal motivere danskerne til at spise mere frugt og grønt – bare én mere om dagen, er budskabet.

Læs også: Sådan dyrker du dine egne figner

600 gram frugt og grønt om dagen

Når danske børnefamilier pakker madpakker eller sætter aftensmaden på bordet, er der i de fleste tilfælde alt for lidt frugt og grønt at spore. Det viser en ny, omfattende forbrugerundersøgelse, som analysebureauet GfK har foretaget for Dansk Gartneri.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at en voksen spiser 600 gram frugt og grønt om dagen, mens et barn i alderen 4-10 år kan nøjes med halvdelen. Det vil sige, at en familie på to voksne og to børn i alderen 4-10 år tilsammen skal spise 1800 gram frugt og grønt om dagen – men halvdelen af de danske børnefamilier spiser kun en fjerdedel af de anbefalede mængder og er således meget langt fra mål.

15% spriser mindre end 10%

”Vi ved, at du øger din sundhed og reducerer din risiko for sygdom, jo mere frugt og grønt du spiser op til de cirka 600 gram om dagen. For nogen kan det være et stort skridt at komme op på de 600 gram, men bare 100 gram ekstra vil give en stor sundhedsmæssig gevinst,” siger Preben Vestergaard Hansen, ekspert i Human Ernæring og lektor på Professionshøjskolen Metropol.

Undersøgelsen viser, at 15 procent af børnefamilierne spiser mindre end 10 procent af den anbefalede mængde. For et barn i alderen 4-10 år, hvor anbefalingen er 300 gram frugt og grønt dagligt, svarer det til mindre end 30 gram om dagen. En gennemsnitlig gulerod vejer cirka 80 gram, så det er ikke meget, der skal til for at øge indtaget betragteligt.

Læs også: Inviter bier hjem i din have

Den klassiske 80’er-salat hitter stadig

Mange af de familier, som har svært ved at spise nok frugt og grøntsager, varierer kun i meget lille grad de forskellige typer af frugt og grønt, de spiser. Hvis der er grønt på bordet, er det ofte firserklassikeren med tomat, agurk og icebergsalat, hvilket ifølge GfK’s undersøgelse er de tre grøntsager, som oftest ryger i indkøbskurven hos de familier, som spiser mindst frugt og grønt.

De kostvalg handler ifølge Preben Vestergaard Hansen i høj grad om vaner og om en kultur, som skal ændres: ”Det er nemmere at vælge det, du altid har været vant til at vælge, og der ligger enormt meget kultur og vane i, hvad man vælger at spise. Der er jo ikke noget galt med agurk eller iceberg eksempelvis, men hvis familierne ikke også får gang i de grove grøntsager som for eksempel kål og rodfrugter, går man glip af dem med et højere fiberindhold,” siger Preben Vestergaard Hansen.

Læs også: Æbler og pærer på espalier

Én mere om dagen

En ny EU-støttet kampagne, som skal inspirere og motivere danske børnefamilier til at spise mere frugt og grønt, er netop lanceret. Sundhedsstyrelsens overordnede anbefaling om 600 gram frugt og grønt om dagen gælder fortsat, men den nye kampagne er målrettet dem, der spiser allermindst og derfor har mest at vinde ved at øge deres indtag af frugt og grønt. Opfordringen er derfor blot at spise ”Én mere om dagen”.

”De fleste danskere ved, at det er sundt at spise frugt og grønt, men alligevel er der rigtig mange børnefamilier, som ikke får det gjort. I kampagnen opfordrer vi familierne til bare at spise én mere om dagen, og så gør vi rigtig meget for at give nogle gode og simple genveje til lidt mere frugt og
grønt i hverdagen,” siger Pernille Bech fra Dansk Gartneri, som står bag kampagnen.I kampagnen medvirker komikerne Nikolaj Stokholm og Brian Lykke, som i en række korte film på blandt andet Facebook løfter det vigtige budskab frem med masser af humor – og nogle opsigtsvækkende kostumer.

Læs også: God tjekliste inden du køber drivhus

Fakta

• Sundhedsstyrelsen anbefaler, at et barn i alderen 4-10 år skal spise 300 gram frugt og grønt om dagen, og at en voksen skal spise 600 gram frugt og grønt om dagen.

• 79 procent af de danske børnefamilier spiser mindre end halvdelen af den anbefalede mængde frugt og grønt.

• 47 procent af de danske børnefamilier spiser mindre end en fjerdedel af den anbefalede mængde frugt og grønt.

• 15,5 procent af de danske børnefamilier spiser mindre end ti procent af den anbefalede mængde frugt og grønt.

Om undersøgelsen

Analysebureauet GfK har for Dansk Gartneri udarbejdet en omfattende undersøgelse, som kortlægger danskernes forbrug af frugt og grønt.

Gennem et år har 3.000 danske børnefamilier indrapporteret samtlige dagligvareindkøb. Undersøgelsen baserer sig således på mere end 450.000 faktiske indkøbsture. Børnefamilierne er udvalgt på baggrund af en række demografiske faktorer, som gør den samlede svarmængde repræsentativ for børnefamilier i Danmark.

Læs også: Sådan forspirer du selv dine kartofler

Tekst  Dansk Gartneri