3 geniale grilltips fra Claus Holm

Claus Holm giver dig her 3 gode grilltips, som hjælper dig med at få de bedste ud af de gode råvarer.

Grilltip nr 1 – Lav de bedste burgerbøffer

  • De bedste burgerbøffer fås med hjemmerørt fars, kørt på kødhakkeren. Brug højreb, der har tilpas meget fedt og masser af smag.
  • Bruger du færdigkøbt fars, så rør det sammen med forskellige krydderier, chilisauce eller sennep, dagen før du skal bruge det – det giver mere smag.
  • Skalfrys dine burgerbøffer i ca. 1 time inden de skal på grillen, så holder de formen bedre under tilberedning og hænger ikke fast i risten. Tag bøfferne ud af fryseren i god tid inden tilberedning.

Læs også: Claus Holm: “Gu har du tid til at lave mad”

Grilltip nr 2 – Få perfekt stegte pølser:

  • Grill pølserne ved lav varme, gerne indirekte, til de er saftspændte og lækre med en kernetemperatur på ca. 75 grader.
  • Hvis du gerne vil have fine grill-striber på pølserne, så lad dem køle lidt af, efter de er grillet færdige, åbn spjældene på din grill, hæv temperaturen til 200-250 grader, og grill pølserne direkte over den varme zone i få sekunder, til striberne træder frem.
  • Det er en god ide at prikke pølserne med en nål, inden de lægges på grillen, så de ikke sprænger, når saften i dem omdannes til damp. Når pølserne sprækker, løber alt saften og smagen ud af dem.
  • Det klæder næsten alle pølser at blive viklet ind i bacon – men vær ikke fesen med det, brug bacon nok til at dække hele pølsen! Pølser svøbt i bacon skal som ovenstående grilles indirekte til kernetemperatur og bagefter direkte over høj varme, til baconen bliver sprød.

Grilltip nr 3 – Brug BBQ-saucen rigtigt

  • Vent med at tilføre BBQ-sauce til sidst i grillprocessen, så du ikke ender med både kød og en grillrist, der er helt sort af fastbrændt BBQ-sauce.
  • Smør BBQ-sauce på oversiden af dit kød, luk grillen, og lad saucen danne skorpe, før du vender kødet, så bliver saucen på kødet i stedet for at hænge fast i risten.
  • Brug en god pensel, gerne silikone, til at påføre BBQ-saucen. Det er en fordel at give mange tynde i stedet for ét tykt lag, så sidder saucen bedre fast.

Læs også: Claus Holm: “Gu har du tid til at lave mad”

Tekst  Mette Trudsø

Foto  Kristian Holm