Få eksperternes råd til hvilke fødevarer der egner sig bedst til sæsonens lækre grillmåltider på terrassen. Der er et par overraskelser imellem

Læs også: God tjekliste inden du køber drivhus

Kød på grill

Bøfferne, pølserne, kyllingebryst, grillspyd og en krydret kotelet er selvskrevne, når vi tænder op i grillen.

Selv om danskerne i stigende grad krydrer måltiderne med inspiration fra fremmede himmelstrøg, er vi ret konservative, når det kommer til grill. I hvert fald hvad kødet angår. Det fortæller slagtermester Per Christoffersen fra Mad Med Mere på Damhustorvet i Rødovre.

En enkelt undtagelse er den italienske ret porcetta. En svinemørbrad rulles sammen med friske krydderurter ind i et svineslag med svær, sættes på spyd og roterer i grillen i to timer. Resultat: saftigt, mørt og velsmagende svinekød med sprød svær, ikke blot på toppen, men hele vejen rundt. Den bliver virkelig lækker på grill. “Det er en rigtig weekendret, som er meget populær blandt kunderne”, siger Per Christoffersen.

Læs også: Nektarinsalat med spinat, timian og mandler

Fisk på grill

I Birkerød Fiskehus er det de faste fisk, der er absolut mest populære. “Så snart grillsæsonen tager fat, sælger vi rigtig meget laks og tun, som er virkelig velegnet til grill. Men også middelhavsfisk som havbars og dorade vinder mere og mere indpas. De har en bedre smag end for eksempel forel, og koster nogenlunde det samme”, siger indehaver Torben Larsen.

Tidligere var forellen vældig populær at grille, men dens fætre fra Middelhavets salte vande har fået en prominent plads i danskernes mad-hjerter. Både havbars og dorade grilles hel og er meget nem at tilberede. Lidt olie og hvidløg og op på grillen – så er der et lækkert portionsanrettet måltid parat.

Læs også: Grill og grej

Skaldyr på grill

Ud over fiskene er flere af Torben Larsens kunder begyndt at eksperimentere med friske kammuslinger på grillen, og både hummer og jomfruhummer er populære på havebordene.

Ost på grill

Det er ikke kun hos fiskemanden og slagteren, at det kan mærkes, når grillsæsonen går i gang. Også i osteforretningen Lynhjems Eftf. Ole Jensen langes der andre typer varer over disken, når vejret bliver grillegnet.

Den faste, cypriotiske fåremælksost halloumi kan lægges direkte på grillristen og kan fås med smag af mynte. “Den er der mange, der er helt vilde med”, siger indehaver Ulrik Sjøltov.

Udover halloumien er den franske ost St. Marcellen populær til grillmåltidet. Den kommer i en lille keramikkrukke, som kan sættes direkte på grillen, og når osten smelter og bliver varm, er den velegnet at dyppe små krydrede pølser, brød eller salte agurker i.

Læs også: 8 tips til at grille mere bæredygtigt

Vandmelon på grill

Når det kommer til det grønne tilbehør eller den frugtige dessert, kan det også være en idé at tage grillristen i brug.

Et hoved af hjertesalat, flækket midt over og lagt direkte på risten kan efter sigende få grillguderne til at synge. “Det skal serveres, mens det stadig er sprødt, helst med lidt sød chilisovs. Det er ubeskrivelig godt”, siger Johnny Larsen, der driver forummet grillguru.dk, hvor 5.000 danskere dagligt henter inspiration og gode ideer til grillmåltidet.

For ham er der ingen grænser for, hvilke frugter og grøntsager, der kan grilles. Han er ikke bleg for at bage hindbærroulade eller lave suppe og chili con carne på sin grill, som er tændt op mere end 200 dage om året.

Heller ikke desserten går han af vejen for at lade grillen klare. En flækket banan med honning eller skiver af ananas, der lægges lige på risten, så sukkeret karamelliserer på ydersiden, er velegnet som dessert under åben himmel.

Det samme gælder sært nok vandmelon, der efter et par minutter på grillen og et drys af cayennepeber eller almindelig sort peber bliver til en himmerigsmundfuld – især hvis den suppleres af en lækker vaniljeis.

Velbekomme i haven.

Læs også: Pizza i udeovn

Tekst  karin Wain

Foto  gettyimages