Grønne madpakker hjælper børnenes læring

August byder blandt andet på et nyt skoleår og dermed til et nyt år med madpakker

Fire flade rugbrødsmadder er dog ikke nødvendigvis den bedste vej til læring, lyder det fra eksperter. Heldigvis er det nemt at gøre madpakken grønnere og fylde den med energi.

Læs også: Nemme pizzasnegle

Ambitionerne fejler ikke noget

Mange forældre har ambitioner om at smøre lækre madpakker til børnene, men med ulvetime og morgenstress ender det ofte med en næringsfattig løsning i sidste øjeblik.
”En nærende madpakke spiller en helt afgørende rolle for vores børns energiniveau samt indlærings – og koncentrationsevne i løbet af en skoledag fyldt med leg og læring. Her rækker hvidt brød med pålægschokolade og rød saftevand slet ikke,” fortæller Frede Bräuner, formand i Landsforeningen Mad&Læring.

Madpakker kan være en genvej til mere frugt og grønt

En stor forbrugsundersøgelse, som analysehuset GfK har foretaget for Dansk Gartneri, viser, at hele fire ud af fem danske børnefamilier får under halvdelen af den anbefalede mængde frugt og grønt. Men lige netop madpakker og mellemmåltider er en oplagt vej til et stykke frugt eller grønt mere om dagen, siger madskribent Gitte Heidi. ”Hverdagene er travle, fyldt med ulvetimer og hektiske morgener. Derfor er det vigtigt, at madpakkelavningen ikke bliver endnu en opgave, der bare skal overstås. Det kan nemlig gøres nemt, næringsrigt og lækkert med lidt frugt og grønt som tro følgesvend i madpakken.

De grønne indslag i madpakken er dog først rigtigt sunde, når de er spist, så tag en god snak med børnene om hvad de kan lide,” siger Gitte Heidi.
Og noget kunne tyde på, at mange madpakker godt kunne trænge til en kærlig hånd.

I en undersøgelse fra 2016 svarer tæt på halvdelen af alle danske skolebørn, at madpakken nogle gange ender i skraldespanden.

Læs også: Smørrebrød med urtesaltet torsk, perleløg og dild-mayonnaise

Madpakker til både frokost og mellemmåltider

Skoledagene er blevet længere, og det er derfor essentielt, at madpakken ikke alene fungerer som frokostmåltid, men giver børnene nok energi til hele dagen.”Små grønne snacks gør madpakken mere spændende og lettere at dele op, når børnene har små pauser eller frikvarterer. Agurk, peberfrugt, radiser, tomat og gulerod ligger lige til højrebenet, men prøv også fx
grønne asparges, bladselleri eller friske ærter. Mandler og nødder er også gode til at stille den lille sult,” lyder rådet fra Gitte Heidi.

3 veje til gode madpakker

• Tænk næste dags madpakke ind i aftenens madlavning. Så skal der ikke snittes ad flere omgange, og der er fx ekstra frikadeller eller kylling til rugbrødsmaden eller sandwichen.

• Adskil tingene vha. små poser eller bøtter med låg. På den måde er det nemt at gå til, brødet bliver ikke sjasket, og tingene tager ikke smag fra hinanden.

• Skær frugt og grønt i små stykker lige til at hapse og pak det i små poser, så det holder sig friskt og lækkert hele dagen. Man kan få små poser, som er specielt velegnede til sarte frugter.

Æblebåde ryger langt hurtigere ned end et helt æble, ligesom gulerods – og agurkestave der i mundrette bider er væk som dug for solen.

Du kan altid finde masser af inspiration til en grøn madpakke på www.sæson.dk

Læs også: Smørrebrød med røgede kartofler, hønsesalat og tørsaltet bacon

Tekst  Dansk Gartneri

Foto  Dansk Gartneri