Min første kogebog – fra idé til virkelighed
Jeg er lige blevet færdig med min første kogebog, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften… til den dag i november, hvor jeg står med det første eksemplar i hånden.
Jeg fik ideen i juleferien sidste år på den smukke vietnamesiske ø Phu Quoc, og gik i februar i gang med at udvikle opskrifter.
Jeg har i bogen besøg af 7 madglade gæster, som alle har fået forholdsvis frie hænder. Eneste krav: Maden skal være enkel at tilberede. Bogen indeholder også interviews om deres glæde ved at dele mad med andre.

Frokost i det grønne, en dejlig sommerdag i juni.
Samtidig er gæsterne også en del af min egen madhistorie lige fra Røde Claus, der var min læremester på Restaurant Gammel Mønt, til Janus Bøgevig, der er køkkenchef på Charlottenborg og far til min ældste søn, og til Lisbeth Østergaard, der har været min veninde gennem mere end 10 år og er en mester i at sylte. Hendes rabarbermarmelade forsvinder altid alt for hurtigt hjemme hos os.

Bertram og Valdemar nyder en af mine desserter fra bogen.
Jeg har også haft fornøjelsen at arbejde sammen med Anh fra LêLê. Hun har en stor andel i, at jeg i dag elsker det vietnamesiske køkken.

Anh og hendes bror, Son, anretter den heldampede torsk.

Michael Museth smøger ærmerne op og fortæller røverhistorier til Lars Hinnerskov Eriksen, journalist på bogen.
Ildsjælen, Michael Museth, driver Folkets Madhus på Amager, hvor han holder fællesspisning, kokkeskoler for børn og laver sin egen bacon, pølser og skinker.
Simon Milwertz Phillipsen, Simons kogeskole, er rigtig dygtig til at undervise. Jeg synes, at det er enormt spændende at være i køkkenet sammen med Simon, for jeg lærer altid noget nyt.

Line Falck og Katrine Lihn i fuld sving.
Rosinen i den italienske pølseende, Alessandro Jacoponi, ejer den 90-100% økologiske og selvfølgelig italienske restaurant, Ché Fè, i Borgergade i Kbh.
Alt i alt 7 fantastiske mennesker med en masse på deres mad-hjerter og fælles krav om at bruge gode råvarer.
Bogen kommer i november og kan bl.a. købes igennem VoresVilla.
Tekst Gry Sara Windelev
Foto Gry Sara Windelev, Line Falck Christensen