3 vidunderlige opskrifter med radiser

Der er intet som sæsonens første friske, sprøde afgrøder. Vi giver dig tre forårsfristelser, hvor radiser spiller hovedrollen.

Foråret er en skøn årstid. Det er nu, de fleste af os begynder at komme ud i haverne – både for at fjerne ukrudtet og slå græsplænen, men også for at se hvilke afgrøder køkkenhavens planter har tryllet frem.

Nogle af de første afgrøder du vil få øje på i foråret, er radisen.

Radisen er en korsblomst, der bruges som en grøntsag. Hele planten er spiselig, også bladene. Radisen har en skrap smag, når den spises rå, men bliver sødmefuld, når den bages.

Vi har samlet tre lækre opskrifter, hvor du kan bruge radiserne.

Læs også: Vegetarret: Bagt blomkål med kikærter og sauce

1. Radise-ricotta-tærte med nøddebund

4-6 personer

Det skal du bruge:

  • 1 bundt radiser
  • 1 forårsløg
  • 1 bæger ricotta
  • 1 æg
  • Salt, peber og olie

Bund:

  • 2 dl sesamfrø
  • 2 dl mandler med skind
  • 1 spsk. profiber eller loppefrøskaller • 50 g smør
  • 1 æg
  • 1 tsk. salt

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 220 °C.
  2. Blend sesamfrø og mandler til mel. Tilsæt profiber, smør, æg og salt, og ælt det godt sammen. Læg dejen på køl.
  3. Skyl og tør radiserne grundigt, og skær spidserne af. Gnid dem ind i lidt olie og salt.
  4. Snit forårsløget fint, og bland stykkerne med ricotta, æg, salt og peber.
  5. Pres dejen ud i en smurt tærteform, og forbag den i ca. 10 minutter.
  6. Fordel ricottablandingen på bunden, og pres radiserne let ned.
  7. Bages i ca. 25 minutter. Hold øje med farven – den skal ikke blive mørk.
  8. Drys med friskkværnet peber.

Læs også: Bagte gulerødder i flotte farver

2. Radisesalsa

4 personer

Det skal du bruge:

  • 3 bundter radiser
  • 2 spsk. hakket frisk koriander
  • 3 spsk. limedressing (se opskrift) • Salt og peber
  • 1 spsk. ristede boghvedekerner

Limedressing:

  • 2 økologiske lime
  • 1⁄2 dl friskpresset limesaft
  • 1 tsk. agavehonning
  • 1 spsk. revet ingefær
  • 1 tsk. salt
  • 1⁄2 tsk. peber
  • 1 spsk. hakket frisk koriander
  • 1 dl god, smagsneutral olie

Sådan gør du:

  1. Skyl og trim radiserne, og hak dem i små tern.
  2. Bland dem med koriander og dressing, og smag til med salt og peber.
  3. Må gerne trække en time i køleskabet. Drys med ristede boghvedekerner.

Limedressing:

  1. Skrub limefrugterne godt, og skær enderne af. Skær frugterne i så små tern som muligt, og put dem i et skoldet glas.
  2. Bland de øvrige ingredienser undtagen olien, og rør det sammen med limen.
  3. Tilsæt olien, og rør det hele godt.

Læs også: Rosmarin- og honningmarineret walisisk lammemørbrad med grønkålssalat

3. Hvide asparges med bagte radiser

4 personer

Det skal du bruge:

  • 8 hvide asparges
  • 1 bundt radiser
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt
  • Citrondressing (se opskrift)

Citrondressing:

  • 1 økologisk citron
  • 1⁄2 dl friskpresset citronsaft
  • 1 tsk. agavehonning
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk. salt
  • 1⁄2 tsk. peber
  • 1 spsk. friske timianblade
  • 1 dl god olivenolie

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 180 °C.
  2. Skær top og spids af radiserne, skyl dem, skær dem i halve, og bland dem med salt og olie. Bages i ovnen i ca. 25 minutter.
  3. Skræl aspargesene fra hoved og ned, og kog dem i letsaltet vand i et par minutter.
  4. Servér med 1 spsk. citrondressing.

Citrondressing:

  1. Skrub citronen godt, og skær enderne af. Skær hele citronen i så små tern som muligt, og put dem i et skoldet glas.
  2. Bland de andre ingredienser undtagen olien, og rør det sammen med citronen.
  3. Tilsæt olien, og rør det hele godt sammen.

Læs også: Lækre marengs uden æggehvider

Tekst  Christel Lund Russell, Estrid Haulrich m.fl.

Foto  Marie Gantzler og Philip Gath