Bagt kartoffelsuppe med selleri og kylling

En bagt kartoffelsuppe passer perfekt til en januardag – den er lækker og cremet, men fattig på kalorier

Drømmer du om at smide de sidste genstridige kilo, øge energiniveauet, få en mave i balance og masser af fantastiske smagsoplevelser, så kan du se frem til en eventyrlig rejse med supper, der gør dig både sund og slank – helt uden sult.

Læs også: Chili med kraft

 

Det skal du bruge til bagt kartoffelsuppe

1 bagekartoffel, ca. 225 g inkl. skræl

1 lille skive selleri, ca. 150 g

2 tsk ekstra jomfruolivenolie

1 lille porre, ca. 75 g renset vægt

1 skalotteløg, ca. 25 g

1 spsk smør, ca. 5 g

6 dl fond efter eget valg, alternativt købebouillon

175 g kyllingebryst

2 skiver kalkunbacon, ca. 35 g

1 lille håndfuld purløg, himalayasalt og friskkværnet hvid eller sort peber

Læs også: Lækker suppe med kantareller

Sådan gør du

Skrub kartoflen grundigt fri for jord og urenheder. Tør den, prik den med en gaffel, og pak den ind i stanniol eller bagepapir.

Bag den i ovnen ved 175 °C varmluft i ca. 75 minutter. Mærk på den, og giver den efter, så er den færdig, ellers skal den have lidt mere.

Skræl selleri, skyl og skær den i små tern. Bland dem med 1 tsk olie og 1 tsk vand, kom dem i et ildfast fad og bag dem i ovnen sammen med kartoflen de sidste ca. 25 minutter. Når kartoflen er færdig, afkøles den let og skæres i mindre stykker.

Skyl porren grundigt, og skær den i tynde skiver. Finthak løget.

Svits løg og porrer i smørret i 3-4 minutter for lav varme, tilsæt de bagte selleritern og kartoflen, overhæld med fond, og lad det småkoge et kvarters tid.

Mens suppen koger, skær da kyllingekødet i små strimler, krydr med salt og peber, og svits det i den resterende tsk olie, til det netop er brunet. Tilsæt 1 dl vand, lad det koge kraftigt, indtil vandet er væk, og brun derefter kødet færdigt på panden. Tag det af panden. Skær bacon i små strimler, og tørsteg det på panden, til det er sprødt.

Skyl og slyng purløg, og finthak det. Blend suppen, og smag til med salt og peber. Server med kyllingekød, bacon og purløg.

Suppen holder sig fint på køl til næste dag og kan fryses. Varm den nænsomt op, når den skal spises, og drys først purløg på den færdigopvarmede suppe. Orker du ikke, eller har du ikke tid til at bage kartoffel og selleri, så svits det bare med i gryden og kog det, som en normal kartoffelsuppe.

Læs også: Hurtig suppe af grøntsagerne fra dagen før

Næringsindhold

Energi: 450 kcal

Protein: 33,9 g

Fedt: 15,7 g

Kulhydrat: 47,7 g

Kostfibre: 8,9 g

Læs også: Lækker suppe med kantareller

Opskriften på bagt kartoffelsuppe er bragt i samarbejde med Forlaget Muusmann og er taget fra bogen Souping af Martin Kreutzer og Sandra Pugliese. Bogen er på 173 sider og koster 249,95 kr. Du kan købe bogen her.

Tekst  Martin Kreutzer og Sandra Pugliese

Foto  Tina Brok Hansen