Brie med rosmarinhonning, brombær og valnødder
Denne opskrift med brie er en perfekt fusion mellem et ostebord og en dessert
Herhjemme kender vi til 286 vilde biarter, og bierne er noget af det vigtigste for vores natur. Ud over at lave honning bestøver de nemlig en masse af de planter, som vi spiser af til daglig.
Selve honningen skal man dog ikke glemme – den kan bruges til langt mere end at komme på et stykke brød eller i en kop varm te. Prøv den her som tilbehør til en lækker brie.
Læs også: Brød med valnødder og øl
Brie med rosmarinhonning, brombær og valnødder
Det skal du bruge
- 1 brie
- 100 g valnødder
- 1 bakke brombær
- 50 g rucolasalat
- Rugbrødscroutoner eller et godt flute
Sådan gør du
- Rist valnødderne i ovnen ca. 8 min. ved 180 grader.
- Anret osten med rucola, brombær, brød og valnødder omkring.
Dryp rosmarinhonning henover ved serveringen. Opskriften finder du nedenfor.
TIP. Du kan også bruge en blåskimmel- eller en rødkitost
Læs også: Skovbærdessert med rødvin, stjerneanis og nøddeknas
Rosmarinhonning
Brug en flydende honning, fx akaciehonning.
- Kom nogle stængler frisk rosmarin ned i et patentglas eller et gammelt marmeladeglas, og hæld honningen henover.
- Lad honningen trække i minimum 5 dage.
Vil du speede processen op, kan du lune honningen med rosmarinen i ca. 1 time, men honning skal helst ikke varmes op til over 40 grader, hvis du vil bevare de gode næringsværdier i honningen. Hvis det kun er smagen du går efter, kan du lade honningen småsimre i ca. 15 minutter.
Honning skal ikke opbevares på køl, da den let krystalliserer
TIP. Du kan sagtens bruge andre former for krydderurter.
Læs også: Ovnbagte nektariner med rosmarinhonning og mascarponecreme
Tekst Gry Sara Windelev
Foto Line Falck Christensen