Dette brød med valnødder og øl er bagt i en støbejernsgryde

Hvis du ønsker et mindre groft brød, kan du skifte rugmel ud med f.eks. durum, grahams- eller fuldkornshvedemel.

Ingredienser

  • 5 g gær
  • 2 dl vand
  • 2 dl øl
  • 2 spsk olivenolie
  • 200 g rugmel
  • 75 g valnødder
  • 475 g hvedemel
  • 10 g salt
  • Ca 25 g rugmel til at drysse i det klæde, som dejen skal hæve i

Fremgangsmåde

Rør de 5 g gær ud i lunkent vand.

Kom øl, olivenolie, rugmel, groft hakkede valnødder og hvedemel i.

Det hele æltes sammen med hænderne.

Når dejen er æltet godt, kommes saltet i, og dejen æltes igennem. Dejen skal være så fast, at den ikke hænger fast i dine hænder.

Drys et rent viskestykke med rugmel og læg dejen i. Drys også mel oven på dejen, inden du pakker den helt ind i viskestykket. På den måde undgår du, at dejen hænger fast.

Læg dejen (pakket ind i klædet) i en skål som herefter dækkes med løs film og stilles til hævning på køkkenbordet i 8-10 timer. Dejen kan passende laves, inden du går i seng og bages, når du står op.

Når dejen har hævet færdig, smører du en støbejernsgryde med olivenolie, så brødet ikke hænger fast i gryden. Gryden skal være ca. 3 liter – og med låg, der kan tåle at komme i ovnen.

Sæt gryden i ovnen og skru op på 250 grader.

Når ovenen er 250 grader varm, tages gryden ud.

Kom derefter forsigtigt men hurtigt dejen i gryden, læg låg på og sæt gryden i ovnen igen.

Bag først brødet 20 min. med låg ved 250 grader.

Tag låget af, skru ovnen ned på 220 grader og bag brødet yderligere 20 min.

Ved at bage brød i støbejernsgryde fås en helt fantastisk sprød skorpe.

Læs også: Julens kirsebærlikør er klar

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen