Græskar med flæsk, nødder og brændenælder

Grydestegte græskar med flæsk, nødder og brændenælder

Jeg har denne gang besøg af Simon Milwertz Philipsen, gæstekok i Go’morgen Danmark og ejer af Simons Kogeskole. Han er lige så vild med græskar som jeg og synes, at græskar er fantastiske. Til sin ret grydestegt græskar med flæsk, nødder og brændenælder har han valgt hokkaido-græskarret. Han fortæller, at børn elsker græskars søde og cremede konsistens i både supper og mos. Og bruger man hokkaido-græskarret, så behøver man ikke engang at skrælle det.

Ingredienser til 4 personer

  • 100 g cashewnødder eller mandler
  • 1 stort hokkaido græskar
  • 400 g flæsk i skiver uden svær
  • 2 spsk. koldpresset olivenolie
  • 2 håndfulde brændenældeblade og topskud
  • 2 æbler, helst danske
  • salt og peber

Fremgangsmåde

Rist nødderne ved middel varme, mens du hele tiden vender rundt i dem, drys med en smule salt og tag dem af panden.

Skyl græskar og del det på midten. Fjern kernerne og skær resten i både, der er ca. 3 cm på det tykkeste sted.

Steg flæsket på panden indtil det er gyldent og sprødt. Læg flæsket til side og hæld fedtet fra panden.

Læg græskar på panden med skærefladen ned, stænk med lidt olie og drys med salt. Steg græskarrene ved middel varme under låg, indtil de er møre hele vejen igennem og gyldne på stegefladen.

Skyl brændenælder og steg dem sammen med græskarrene, krydr med peber.

Varm flæskeskiverne på panden og drys med nødderne.

Skær æblerne i skiver og anret dem på toppen af det hele.

Server græskar, flæsk, nødder, brændenælder og æbler i panden, spis brød eller en grøn salat til.

Læs også: Unger.. skal vi ha´ bananasplit til morgenmad?

Tip

Grydestegning er en kombination af noget stegt og noget dampet.

Fordelen er, at dampen skabes af græskarrene selv, så de faktisk damper i egen saft, og det koncentrerer smagen af græskar.

Hvis du er lidt smart med denne opskrift, kan du faktisk tilberede det hele på en pande og dermed spare lidt på opvasken.

Brændenælder smager fantastisk, de står lige uden for døren og er friske det meste af året.

Tekst  Simon Milwertz Philipsen

Foto  Line Falck Christensen