Påskegodter i gul og orange – Gulerodsmuffins og gulerodstrekanter

Pippende gulerodsmuffins og hoppende harer er temaet for højtidens sjove og lækre kager, som hele familien kan samles om at lave.

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og forhåbentlig har du tid til at holde lidt fri og hygge med dine børn eller børnebørn. Hjemme hos os pynter vi ikke rigtig op til påske, så vi gør lidt ekstra ud af kagerne.

I år har vi ikke blot lavet påskekyllinger af henholdsvis småkager og hvid chokoladetrøffel – vi har også lavet en saftig gulerodskage, der kan bruges til såvel gulerodstrekanter som til muffins i tre forskellige udformninger: Påskekyllinger, ’gulerodstoppe’ og små påskeharer, som har taget et spring ned i kagerne.

Håber også, at du har lyst til at hoppe ud i alle mine hyggelige påskekager.

Læs også: Gry’s midsommersalat med gedeost

Gulerodsmuffins og gulerodstrekanter

Opskrift til ca. 24 stk.

  • 500 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1/2 tsk revet muskat
  • 1/2 tsk stødte nelliker
  • 200 g revne gulerødder
  • 1 dåse ananas, blendet (uden saft)
  • 100 g kokosmel
  • 200 g brun farin
  • 100 g hakkede valnødder
  • 2 dl vindruekerneolie
  • 4 æg
· 100 g hakket mørk chokolade
  • Saft og skal af 1 økologisk appelsin

Læs også: Rørt ørredtartar

Sådan gør du

1. Bland hvedemel, bagepulver, natron, stødt kanel, revet muskat og stødte nelliker sammen i en skål.

2. Tag en anden skål og bland de revne gulerødder, den blendede ananas (uden saft), kokosmel, brun farin, hakkede valnødder, vindruekerneolie, æg, hakket mørk chokolade samt saft og skal af den økologiske appelsin sammen.

3. Sigt melblandingen fra den første skål ned i gulerodsmassen, og vend det hele rundt med en dejskraber.

4. Kom dejen i muffinforme og/eller trekantforme og bag den i ca. 22 minutter ved 175 grader.

5. Pynt kagerne efter ønske
– se på billederne, hvad jeg har brugt til de forskellige kager.

TIP

Hvis du bruger en sprøjtepose med en tylle til glasuren, så opbevar den med tyllen nedad i et glas med en fugtig serviet i bunden. Så stivner glasuren ikke i tyllespidsen.

grysgryder

Madbloggen GrysGryder

“Jeg er kok og fortæller om min madglæde og mad — og giver dig tips og tricks og opskrifter. Når jeg rejser bringer jeg mine madreportager på bloggen, jeg husker dig på årstidens frugter og grønt og fører dig ind i en verden, hvor køkkener dufter af hjemmebag, steg og frikadeller. Jeg laver også sjov slik.” Gry voksede op på Lolland, hvor hun var med, når dyrene blev slagtet, og hvor hun gik på jagt i naboernes frugthaver.