Havehygge med appelsinkage på bål

Tag appelsiner og kagedej med i haven og kombiner dansk havehygge med sydlandsk velsmag ved at bage appelsinkage på bål i den medbragte madbeholder, appelsinskallen.

Vupti, Malthes lille lommekniv snitter kvikt og nemt gennem det orange skind. Appelsinkødet er sjovt og nemt at skære fri og giver rig mulighed for at få sig en tår frisk appelsinsaft lige fra “hanen.”
Det er blevet havetid, og mens vi voksne river, slår og klipper, kan børnene gøre klar til en herlig havedessert: kage i appelsinskal. En delikatesse, hvor der er mulighed for både at bruge kreative fingerfærdigheder og hygge ved bålet.
Vi skal have tændt op i havens bål, brug gerne tørre kviste, lidt rester fra juletræet eller det gran, der stadig måtte gemme sig i bunkerne, så det bliver et hyggeligt, ildrigt bål, og lad det brænde ud, til der kun er gløder tilbage.
Tag så appelsinerne – de skal helst være usprøjtede/økologiske – find lommekniven frem, tøm appelsinerne for kød og skær eventuelt toppene i sjove figurer, så I kan kende hinandens kager. Fyld derpå kagedejen i og giv appelsinkagerne en tur i bålet i cirka en halv time. Tommelfingerregelen er, at kagerne er klar, når appelsinskallen er let sort hele vejen rundt.

Appelsinkage

Læs også: Tag børnene med i dit drivhus

Opskrift på appelsinkage a la muffins i appelsinskal

Det skal du bruge:

  • 120 gram råsukker
  • 2 æg, gerne pasteuriserede
  • 2 spsk. appelsinsaft, friskpresset
  • 2 tsk. appelsinskal, reven
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 vaniljestænger
  • Lidt mørk chokolade hakket i stykker
  • 120 g hvedeklid
  • 0,5 tsk bagepulver
  • 120 gram smør
  1. Pisk sukker, æg, appelsinsaft og reven appelsinskal let og skummende.
  2. Bland mel og bagepulver sammen og sigt det over æggemassen.
  3. Smelt og afkøl smørret og hæld det i. Rør det hele sammen.
  4. Fyld appelsinskallerne max 2/3 op.

Sådan gør du:

  1. Skær toppen af appelsinen, gerne i lidt sjove mønstre, så kan man også kende kagerne fra hinanden.
    2. Udhul appelsinerne, spis kødet, drik saften og nyd at smage sydens sol i din egen have.
    3. Fyld appelsinskallerne halvt eller maks. 2/3 med dej.
    4. Sæt toppen fast med tandstikkere.
    5. Fold stanniol omkring appelsinerne og læg dem i udkanten af bålet i cirka 30 min.

Kig på, duft til og stik lidt i kagen, når du mener, den er færdig. Som regel er kagen klar, når skallen er ensartet sort.

Læs også: Helikoptertur over Færøerne

Appelsinkage

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Majbritt Andersen