Helstegt kylling tagine med grønne oliven
Jeg var på en forlænget weekend i Marakech, Marokko med min mand, og det er bestemt ikke sidste gang jeg har været der.
At går rundt i gaderne, duftene, lydene, den blå blå himmel og de skjulte gårdhaver, alt er pictorisk og betagende.
Vi overnattede første nat inde i Marakech og forsøgte os på lidt forskellige restauranter, jeg skal jo helst prøve så meget som muligt, så jeg kan tage det bedste med hjem til jer, i form af nye spændende og velsmagende retter.
Det kan være ret svært at være førstegangs turist i en by, for hvad skal man vælge og hvor skal man gå hen? Desværre har hotellerne det med, at sende turisterne hen til de samme restauranter, og jeg vil helst hen, hvor de lokale synes det er godt, for at komme helt ind unde smagsløgene på den by eller det land jeg er i.
Læs også: Lav en lækker salviepesto før frosten sætter ind
Vi var heldige med et par retter, den første får du her:
Helstegt kylling tagine med grønne oliven
1 økologisk eller frilads kylling
1 løg i både
5 fed hvidløg
4 små søde kartofler (sweet potatoes)
1 håndfuld frisk timian
150 g store grønne oliven (ca.14 stk)
Skal og saft af en økologisk citron
1 spsk. ristede korianderfrø
2 dl. vand eller hønsefond
Krydr kyllingen med salt og peber både indvendig og udvendig.
Læg den i bunden af taginen sammen med hvidløg, løg i både, oliven, timian, og de søde kartofler som du flækker en gang på langs, hvis det hele har svært ved at være der.
Rist korianderfrøene til de begynder at dufte, knus dem i en morter. Hvis du ikke har sådan en, bruger du bare stødt koriander.
Hæld vand eller fond i bunden med citronsaften og kom tilsidst citronskal på toppen af kyllingen.
Kom låg på taginen og kom den i ovnen 3 timer på 160 grader.
En gang i timen, kan du tage kyllingen ud, og hælde lidt af saften fra bunden over kyllingen. Når de 3 timer er gået lader du kyllingen hvile i taginen ca. 20 minutter, inden du parterer den.
Server den med couscous eller kikærter med krydderurter og en god salat, eller bare et stykke godt brød.
Læs også: Det bør du vide om hvidløg
Her får du lidt stemningsbilleder fra Marakesh..
Tekst Gry Sara Windelev
Foto Gry Sara Windelev