Hjemmelavede butterdejstarteletter med bær, creme Anglaise og chokoladesauce

Se hvordan du nemt selv kan lave sprøde og lækre butterdejstarteletter, der smager langt bedre end dem, du kan købe færdiglavede.

Opskrift til 4 personer – 2 stk. til hver

Tarteletterne

  • 2 butterdejsplader
  • 1 æg

Læs også: Parfait med letsaltet nøddekaramel

  1. Brug en ramakin eller store muffinforme. Smør formene med smør eller sprayfedt.
  2. Rul butterdejen ud så tyndt som muligt, og stik bunde ud, som passer til bunden af formene. Pensl bundene med æg.
  3. Skær dejen i strimler, der er lige så høje som kanten af formene og så lange, at de kan nå hele vejen rundt. Læg strimlerne i formene og klem dem lidt sammen med bundene.
  4. Lav 8 sølvpapirspakker med tørrede bønner og læg dem ned i bunden af hver butterdejsformform.
  5. Bag tarteletterne ca. 15 minutter ved 200 grader.

Creme Anglaise

  • 1 1/2 dl. piskefløde
  • 1 1/2 dl. minimælk
  • 1 vaniljestang
  • 25g sukker
  • 4 æggeblommer

Læs også: Hjemmelavet avocado-is

Sådan gør du

  1. Kog fløde, mælk, en flækket vaniljestang og sukker op i en gryde. Hav æggeblommerne klar i en skål ved siden af.
  2. Hæld den kogende væske over æggeblommerne, mens du rører rundt med et piskeris.
  3. Hæld det hele tilbage i gryden ved svag varme og lad massen tykne under omrøring. Den må ikke komme over 85 grader – kommer den op at koge, skiller den.
  4. Sigt cremen og kom den på køl med det samme.
  5. Hvis du ikke er helt sikker på, hvordan man gør, så pisk det hele over et vandbad, så kan du bedre styre processen.

TIP. Du kan også sagtens bruge en vaniljecreme som den, man laver til lagkage. Den er noget nemmere at arbejde med, men også tykkere, så den ville jeg komme i bunden af den afkølede dessert-tartelet.

Læs også: Ovnbagte nektariner med rosmarinhonning og mascarponecreme

Chokoladesauce

  • 1 dl. piskefløde
  • 50 g. mørk chokolade

Sådan gør du

  1. Kog fløden op, sluk for blusset og kom den hakkede chokolade i.
  2. Rør rundt, til det smelter.
  • Div. bær fx 1 bakke brombær og 1 bakke hindbær

Læg bærrene i de kolde tarteletter og server med cremen og chokoladesaucen.

Læs også: Opskrift: Risotto med mørk chokolade og fennikel

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen