Hjemmelavede krydrede ingefærkager

Pludselig er den over os – den søde juletid. Jeg har derfor sørget for i god tid at kreere nogle opskrifter, så du har dem lige ved hånden, når juleånden kommer over dig og dine kære. Her får du lækre og sprøde krydrede ingefærkager.

Opskrift på krydrede ingefærkager (ca. 40 stk.)

Ingredienser

  • 200 g blødt smør
  • 300 g brun farin
  • 1 sammenpisket æg
  • 340 g hvedemel
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 3 tsk. stødt ingefær
  • 1 1/2 tsk. stødte nelliker
  • 1 1/2 tsk. stødt muskatnød
  • 2 tsk. kanel

Læs også: Hjemmelavet gløgg med stjerneanis

Sådan gør du

  1. Pisk det bløde smør sammen med brun farin, tilsæt det sammenpiskede æg lidt af gangen.
  2. Bland resten af ingredienserne sammen, og kom det i lidt af gangen. Skrab dejen ned af kanterne på skålen, så du er sikker på, at dejen er æltet godt sammen.
  3. Lad dejen hvile på køl i minimum 1 time.
  4. Rul dejen ud i 2 mm. tykkelse, og lav dine figurer. Du kan evt. rulle den ud på bagepapir på bordet, stikke dine figurer ud og derefter lægge bagepapiret op på bagepladen – på den måde er du sikker på, at figurerne ikke går i stykker.
  5. Bag figurerne ca. 12 minutter ved 180 grader.
  6. Lav hullet i kagerne, lige så snart du har taget dem ud. Jeg brugte et lille bambusspyd.

Kagerne skal køle helt af, inden du pynter dem.

TIP

Dejen kan holde sig på køl i minimum 14 dage, så du kan sagtens lave den i god tid.

Læs også: 7 julegaveideer til ham der har det hele

Gry og hendes drenge bager julekager

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen