Honning- og timianmarinerede nakkekoteletter

Honning er mere alsidigt end vi lige tænker over. Det søde krydderi kan bruges til marinader, bagning og selvfølgelig bare “rent” på et lækkert stykke brød.

Her får du en opskrift hvor honning er brugt til marinade.

I den kantine, hvor jeg arbejder til daglig, har vi bier på taget. Det skyldes et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Bybi, der blandt andet arbejder for en rigere natur. Grundet samarbejdet med Bybi har jeg de seneste par år arbejdet mere med honning end tidligere, og det er der blandt andet kommet denne søde opskrift ud af.

Læs også: Danmark har en af de mindste bestande af honningbier i EU

 

Honning- og timianmarinerede nakkekoteletter

Opskriften er til 4 personer

Det skal du bruge

  • 4 nakkekoteletter a ca. 130 g
  • 40 g honning
  • 20 stængler timian

Sådan gør du

  1. Smør honningen på nakkekoteletterne og drys med hakket timian, salt og peber. Lad koteletterne ligge i marinaden i et par timer.
  2. Brun koteletterne ved middelvarme på panden, og steg dem færdige i ovnen på 180 grader ca. 5 minutter. Hvis panden er for varm, bliver koteletterne let sorte pga. honningen.

Server koteletterne med ovnstegte kartofler og salat med honningbagt rød peber (opskrift nedenfor).

TIP. Byt nakkekoteletterne ud med lammekoteletter

Læs også: Brie med rosmarinhonning, brombær og valnødder

Salat med honningbagt rød peber

  • 2 stk. rød peber i strimler
  • 10 g honning
  • Tørrede eller friske krydderurter
  • 2 spsk. eddike (balsamico, hvidvins- eller krydderurteeddike)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 hoveder hjertesalat

Vend det hele sammen og bag det i ovnen ca. 20 min. ved 210 grader.

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen