Kartoffelsandwich med bacon og cheddar

Denne sandwich er noget nær den ultimative. Kartofler, bacon og cheddar og en smule hvidløg. Så bliver det ikke meget bedre.

Ingredienser:

4 sandwich

• 8 store skiver fuldkornstoast

• Ca. 100 g cheddarost revet eller i skiver.

• 2 bagekartofler

• 2 store spsk. creme fraiche 38%

• 1 fed revet hvidløg

• 8 skiver god tørsaltet bacon

• 2 forårsløg med toppe

• Evt. lidt olivenolie til stegning af kartoflerne

Fremgangsmåde:

Steg de 8 skiver bacon sprøde på en tør pande.

Skær kartoflerne i skiver på langs på ca. 5 mm. tykkelse og steg dem sprøde i fedtet fra den stegte bacon. Drys med lidt salt og peber. Hvis der ikke er nok fedtstof, må du supplere med lidt olivenolie.

Bland creme fraiche med revet hvidløg og fordel det på de 8 skiver brød.

Læg nu cheddarost på 4 skiver brød og kom kartoffelskiverne på, derefter bacon og top tilsidst med hakkede forårsløg inden du lægger en skive brød på toppen med creme fraichen nedad.

Steg dine sandwich på panden ved middel varme. Start med den side, hvor cheddaren ligger nederst, så den når at smelte.

Hvis du virkelig vil give den gas, lægger du et ekstra lag cheddar oven på baconen.

Hold op hvor er det godt!

Læs også: Hvidløgsbrød med bacon og mozzarella

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen