Kylling marineret i syltet chili, saltet citron og soja

Det er desværre ikke alle retter som kan laves på 30 minutter, den her kræver 24-48 timer, da den skal ligge i marinade.

Men giv ikke op for den her ret er altså værd at vente på. Start onsdag eller torsdag hvis du vil spise den i weekenden.

Stegetiden for denne kylling er baseret på en økologisk kylling på 1400 g.

Ingredienser:

1 hel kylling parteret
2 fed hvidløg
1 spsk. korianderfrø
1/2 saltet citron
2 syltede chilier
40 g brunfarin
1 dl soja

Fremgangsmåde:

Blend hvidløg, korianderfrø, saltet citron og de syltede chilier. Tilsæt brun farin og soja og blend det hele sammen.

Parter kyllingen i lår og bryster, lad gerne brysterne sidde på benet.

Læg kyllingen i en frysepose og hæld den blendede marinade ved. Marineres min.12 timer gerne 24 timer.

IMG_448301978

Læs også: Sjove påskekager

Hvis du ikke har saltede citroner, kan du lave lynsaltede:

Halver en økologisk citron og skær den i så tynde skiver som muligt, drys den med:

1 tsk. koriander
1 spsk. sukker
1 spsk. salt

Lad citronen trække i 24 timer, vend evt. lidt rundt i dem et par gange.

Steg kyllingen i ovnen 120 min. ved 160 grader i et ovnfast fad sammen med marinaden.

Når kyllingen er stegt færdig, sigter du marinaden fra, koger den op med ca 2 dl. vand og jævner den med maizena.

Lynsteg grøntsager til – jeg lavede champignoner, gul og rød peber og forårsløg.

TIP

Denne marinade er også rigtig god til nakkekam, jeg marinerede en hel nakkekam i 48 timer, stegte den et par timer ved 150 grader og det smagte vildt godt.

Læs også: Bagt æblekage fra Sydfyn

grysgryder

Madbloggen GrysGryder

“Jeg er kok og fortæller om min madglæde og mad — og giver dig tips og tricks og opskrifter. Når jeg rejser bringer jeg mine madreportager på bloggen, jeg husker dig på årstidens frugter og grønt og fører dig ind i en verden, hvor køkkener dufter af hjemmebag, steg og frikadeller. Jeg laver også sjov slik.” Gry voksede op på Lolland, hvor hun var med, når dyrene blev slagtet, og hvor hun gik på jagt i naboernes frugthaver.