Kylling med appelsinsyltetøj, sesam og ingefær

Appelsinsyltetøj var noget min Mormor serverede, og bestemt ikke min yndlings, men så fandt jeg på, at bruge det til den her asiatiske ret, og dét fungerer altså.

Ingredienser:

1 kylling
3 fedhvidløg
25 g skrællet ingefær
1 dl soja
1/2 dl risvineddike
150 g appelsinsyltetøj
1/4 dl. sesamolie

Fremgangsmåde:

Parter kyllingen i lår og bryst, behold brysterne på benet, det giver det mest smagsfyldte resultat.
Brun kyllingen på en pande, eller i en stegegryde. Tilsæt hakket hvidløg og ingefær, og hæld risvin-eddiken over. Kog eddiken næsten væk og tilsæt derefter sesamolie, soja og appelsinsyltetøj.

Lad det hele koge ca. 35 min. i gryden eller ved 180 grader i ovnen, begge dele under låg.

Tag kyllingen op og jævn saucen, som hældes over ved servering.

Mens kyllingen koger laver du tilbehøret.

2015-03-17 19.29.02

Læs også: Havehygge med appelsinkage på bål

Tilbehør:

Sauteret rosenkål med romanesco og ingefær

1 hovede romanesco (brug også bladene)
ca. 200 g rosenkål
20 g skrællet ingefær
2 fed hvidløg

2015-03-17 17.37.50

Skær stænglerne af romanescoen, skær bladene af stænglerne og snit dem i ca. 1/2 cm. tykkelse. Del romanescoen i buketter.

Stænglerne skal koge ca. 4 min.
Buketterne i ca. 2 min.
og bladene i ca. 1 min.

Når det hele er kogt, kommer du det i en skål med koldt vand. Dræn og sæt til side mens du laver rosenkålene.

Snit rosenkål, riv den skrællede ingefær og de 2 fed hvidløg, sauter det hele på panden i lidt smagsneutral olie, smag til med salt og chili eller peber.

Vend til sidst romanescoen med blade og stængler i og smag til igen.

Lav f.eks. en korianderpesto til. I april udgaven af VoresVilla finder du rigtige gode opskrifter på olier, marinaer og pestoer.

Velbekomme

Læs også: Vietnamesisk inspirerede ribben

grysgryder

Madbloggen GrysGryder

“Jeg er kok og fortæller om min madglæde og mad — og giver dig tips og tricks og opskrifter. Når jeg rejser bringer jeg mine madreportager på bloggen, jeg husker dig på årstidens frugter og grønt og fører dig ind i en verden, hvor køkkener dufter af hjemmebag, steg og frikadeller. Jeg laver også sjov slik.” Gry voksede op på Lolland, hvor hun var med, når dyrene blev slagtet, og hvor hun gik på jagt i naboernes frugthaver.