Lækre marengs uden æggehvider
Og hvordan laver man laver marengs uden æggehvider?
I fredags var Jens Emil og jeg til 2 års fødselsdag i min veninde Bezz’s butik. En lille oase for vegetarer og veganere, udelukkende med plantebaserede varer. Selvom jeg er kødspiser, synes jeg, de har mange spændende varer. Alene deres oste- og pålægsdisk er ret imponerende. Og så var vi så heldige, at der var en masse smagsprøver. Jens Emil fik fredagsslik uden animalske ingredienser og vores yndlingsdrik, Buhhda Water, som er birkesaft med kulsyre, meget få kalorier og den naturlige sødme fra birkesaften – jeg er ret vild med dem, da jeg ikke drikker sodavand.
Læs også: Andebryst med blommer, shiitake og østerssauce
Midt i denne fagre nye verden fik jeg den idé, at jeg selvfølgelig skulle vise jer, hvordan man laver plantebaseret marengs. Man bruger blot vandet fra en dåse kikærter. Det var der en veganer, som lærte mig for noget tid siden og jeg var imponeret.
Til ca. 80 kys skal du bruge
1 dåse kikærter (vandet)
1/4 tsk. eddike
140g. Flormelis
(evt. bolsjer eller frugtfarve)
Sigt vandet fra kikærterne og gem dem til en salat, hummus eller snacks. Kom eddiken i. Pisk på fuld styrke i 3 minutter til massen er let og sammenhængende.
Kom nu flormelisen i en spiseske af gangen, mens maskinen pisker på maximal hastighed. Marengsen er stiv nok, når den er blevet pisket 8 minutter i alt.
Tænd din ovn på 100 grader varmluft. Sprøjt dine kys på bageplader med bagepapir, og drys evt. med knuste bolsjer. Eller brug pasta frugtfarve, og kom lidt på indersiden af sprøjteposen, inden du kommer marengs i.
Læs også: Langtidsbagte tomater
De skal bage i 2 timer – lad dem evt. køle af i ovnen.
Når de er helt afkølede, kommer du dem i en boks med tætsluttende låg, hvis du ikke får spist alle 80 på én gang ;-)
De holder sig ca. i en uges tid.