Lav knasende lækre æblechips fra haven

Det er et godt æbleår med rigelig frugt til at lave andet end kun de gamle kendinge mos og most. Et sikkert hit er at forvandle en del af æblerne til æblechips.

Malthe hiver fornøjet i den sorte hank til spanden. Den er svær at løfte fra jorden, for spandens ”mave” er fyldt med de lækreste æbler.

I vores have råder vi over to æblesorter: den røde Ingrid Marie – krydsningen mellem Cox Orange og Guldborg, der helst skal spises, før den er fuldmoden, for så har den en helt særlig syrlig og sprød indmad. Og ananasæblet, der kan blive et af sensommerens helt fine, saftige og søde æbler, når det plukkes på det rigtige tidspunkt.

Læs også: Få din egen økologiske te-fabrik i Sri Lanka

Vores æbletræer er gavmilde i år, og grenene bugner af de mange æbler, men der er ingen grund til at plukke dem – blot antydningen af en vind på besøg, får æblerne til at slippe deres tag i grenene og lægge sig fint til rette som et tæppe over græsset.
Store dynger af æbler på græsset danner et slimlag, som er skidt for græsplænen, og da dræbersneglene knuselsker det fugtige miljø, som en bunke rådnende æbler skaber, er det en god ide at fjerne de fleste æbler. Man kan dog godt lade enkelte ligge, for i moderate mængder er der også guf i dem til havens mikroliv.

På kompostbunken med de æbler, der rådner, og så er det ellers om at gå i gang med at forvandle æblerne til lækker mad. Mose dem, juice dem, hyggespise dem – og, ikke at forglemme: lave en kæmpe portion æbleflæsk.

Alt sammen lækkert, godt og meget voksenagtigt, men Malthe er på jagt efter noget helt andet. Han vil have chips fra haven, æblechips, og metoden er ret simpel, så han muskelkæmper gerne de store bøtter med æbler til køkkenvasken, og så er det ellers bare i gang.

Læs også: Æble-pæresmør

Far og storesøster laver det hårde og lidt kedelige arbejde med at vaske æblerne og sortere de dårligste fra, og så er det ellers, at Malthe tager over, så længe han gider.

For nu skal der rives og skæres tynde og lidt tykkere skiver æbler, og han er den bedste til at lægge æbleskiverne i snorlige – eller i hvert fald næsten snorlige – rækker, og så er det bare en tur i ovnen og vente, og vente, før der er lækre, friske, nye og stort set gratis æblechips fra haven.

Æblechips på snorlige rækker

Sådan laver du æblechips

Det skal du bruge:

  • Alle de æbler, du orker at skære ud
  • 1 spsk. kanel og 1 tsk. sukker per to æbler

Sådan gør du:

  1. Varm ovnen op til 110 grader.
  2. Vask æblerne – der kan hurtigt komme fugleekskrementer på havens æbler.
  3. Rør kanel og sukker sammen i en skål.
  4. Fjern kernehuset, før æblerne skæres i tynde skiver – de kan evt. rives.
  5. Kom æbleskiverne i en skål, og drys kanelblandingen over. Vend æbleskiverne og gnid dem mod hinanden, så alle skiverne får en gang kanel.
  6. Læg æbleskiverne på en bageplade med bagepapir, og kom dem i den forvarmede ovn i cirka 45 minutter. Vend dem, og bag dem i yderligere 45 minutter eller indtil de er sprøde. Hold løbende øje, så de ikke får for længe – bagetiden er vejledende, for der er stor forskel på skivernes tykkelse og æblesorten.

Ud over at være en omgang herlige sunde chips fra haven er æbleskiverne også fremragende i en salat.

Læs også: Krokodiller i Spanien

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig