Et stegt andebryst kan sagtens bruges i en burger! Prøv denne lækre opskrift på en gourmet andeburger med ribsrelish og trøffelmayonnaise.

Der er en god grund til, at burgeren elskes og spises overalt i verden. Den kan nemlig rumme alle mulige skønne smage, teksturer, dufte og farver, som bliver til ren nydelse mellem den lune under- og overbolle.

Prøv denne opskrift på en gourmet andeburger med trøffelmayo, frisésalat, ribsgele og sprød pancetta – det smager fantastisk!

Du kan både lave den nemme version og købe tilbehøret færdiglavet, eller gå all-in på smagsoplevelsen og lave det hele selv – alle opskrifter findes her på siden.

Velbekomme!

Gourmet andeburger – fra ende til anden

Opskrift til 4 personer

Det skal du bruge

  • Stegt andebryst
  • 4 brioche-boller
  • Trøffelmayonnaise 
  • Frisésalat
  • Ribsrelish
  • Sprød pancetta

Sådan gør du

  1. Skær bollerne over og varm eller rist dem på alle flader.
  2. Smør bund og top med mayonnaise.
  3. Kom salat, bøf, relish og pancetta på.
  4. Saml burgeren med et bambusspid og spis med kniv og gaffel.

Tip

Lidt finskivet trøffel smager fantastisk i denne burger – dyrt, men godt.

Stegt andebryst til 4

Det skal du bruge

  • 1-2 andebrysterfileter
  • 1 spsk blå birkes
  • Olie til stegning
  • Havsalt og friskkværnet hvid peber

Sådan gør du

  1. Rids skindet på brystet og krydr det grundigt med salt og peber. Kom lidt olie på panden og læg brystet med skindsiden nedad. Tænd for varmen og steg, til skindet er helt sprødt. Vend brystet og drys med birkes. Steg ved middelvarme i ca. 10 minutter.
  2. Lad det trække i 5 minutter. Må meget gerne være rosa indeni.
  3. Skær andebrystet i tynde skiver.

Læs også: Vegetarret: Bagt blomkål med kikærter og sauce

Brioche-boller (12-20 stk.)

Det skal du bruge

  • 15 g gær
  • 1 dl lunkent vand
  • 2 spsk rørsukker
  • 600 g hvedemel
  • 175 g blødgjort smør
  • 1 spsk fin havsalt
  • 4 æg
  • 1 sammenpisket æg til pensling

Sådan gør du

  1. Rør gær og sukker ud i lunkent vand. Tilsæt 200 g af hvedemelet og rør det godt igennem. Lad det hæve tildækket et lunt sted i 30 minutter. Hak og smuldr smør i resten af melet, rør salt og sammenpiskede æg i. Ælt de to deje sammen til en ensartet dej. Brug evt. en røremaskine med dejkroge.
  2. Del dejen i 12-20 stykker, der formes til boller eller sliders. Giv dem et tryk med hånden. Lad dem hæve tildækket et lunt sted i 90 minutter.
  3. Pensl med æg og bag briocherne i ca. 15 minutter ved 175 grader, til de er gyldne. Afkøl på rist.

Tip

Bag rigeligt, de er gode at have i fryseren

Trøffelmayonnaise

Rør 5 spsk mayo med 2 tsk trøffelolie og smag til med salt, peber og evt. citronsaft.

Ribsrelish (4 dl)

Det skal du bruge

  • 250 g ribbede ribs
  • 1 lille rødløg
  • ½ vaniljestang
  • 50 g rørsukker
  • 1 tsk havsalt
  • ½ dl blommeeddike

Sådan gør du

  • Skær rødløg i tynde både. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Karamelliser sukkeret i en gryde og kom straks rødløg og salt i.
  • Rør som en gal og pas på, det ikke brænder på. Rør eddike og vaniljekorn i, tilsæt dernæst ribs og lad det småkoge, indtil ribsene er bristet let.
  • Kom relishen et rent glas.

Sprød pancetta

Det skal du bruge

  • 150 g pancetta

Sådan gør du

  1. Varm ovnen op til 200 grader varmluft.
  2. Læg baconskiverne på en bageplade med bagepapir og rist dem i ca. 10 minutter, til de er gyldne og sprøde.
  3. Læg det stegte bacon på fedtsugende papir.

… Og servér!

Tip

Skal du spise Mortens aftens-and på traditionel vis, kan du her læse den bedste opskrift på andesovs.

Opskriften er lavet af Steen Larsen. Du kan finde mange flere opskrifter på spændende burgere i kogebogen Verdens bedste burgere. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 250 kroner.

Læs også: 3 geniale opskrifter på kartofler i festlig forklædning

Tekst  Steen Larsen

Foto  Bjarni B. Jacobsen