Opskrift I Madæbleskiver med confiteret and

Nyd smagen af and på en ny måde med disse lækre madæbleskiver fyldt med confiteret and og tomatmarmelade. Få opskriften her.

Hovedparten af alle danskere spiser kun and til jul eller til nød også mortensaften. Det er både synd og skam, for ande­kødet er saftigt og fuld af smag – og så er det ovenikøbet en meget bæredygtig fødevare.

Her får du opskriften på lækre “andeskiver”, du både kan lave som forret og som snack alt efter temperament. Du kan selvfølgelig også ændre på tilbehøret efter smag.

Det skal du bruge

Opskrift til 4 personer

Anderillette

  • 2 confiterede andelår
  • 2 spsk hakkede krydderurter
  • ½ bananskalotteløg, finthakket
  • Lidt revet citronskal
  • 2 spsk andefedt

Tomatmarmelade

  • 4 tomater uden skind
  • 1 bananskalotteløg, skåret i halve skiver
  • 1 dl eddike
  • ½ dl sukker
  • Lidt salt
  • 1 frisk timianstilk
  • Evt. 1½ spsk maizena

Æbleskiver

  • 250 g mel
  • ½ tsk natron
  • 15 g sukker
  • ½ tsk salt
  • 4 dl kærnemælk
  • 50 g smør, smeltet
  • 3 hele æg
  • Lidt revet citronskal
  • Smør til stegning

Læs også: Opskrift: Chili con carne med guacamole

Sådan gør du

Anderilette

  1. Start med at varme andelårene op i ovnen og pluk derefter kødet fra. Bland kød med urter, løg og citronskal. Rul små andekugler, så de kan passe ind i en æbleskive, og sæt kuglerne på køl, til de skal bruges.

Tomatmarmelade

  1. Blancher tomaterne og tag skindet af. Del derefter hver tomat i ca. 12 mindre stykker, som kommes i en gryde sammen med løg i strimler, eddike, sukker, salt og timian.
  2. Lad det hele koge godt sammen under svag varme, indtil marmeladen er kogt ind. Smag til og tag timianstilken op.
  3. Hvis du synes, marmeladen er for tynd, kan du koge den mere ind eller evt. jævne med lidt maizenamel. Det gør du ved at blande maizena med koldt vand og komme det i lidt ad gangen. Husk, at marmeladen lige skal koge lidt, når der er maizena i, ellers smager det meget melet.

Æbleskiver

  1. Mel, natron, sukker og salt blandes med kærnemælken og piskes glat. Smelt smørret og kom det i dejen sammen med tre æggeblommer og citronskal. Herefter piskes de tre æggehvider stive og vendes i dejen, som nu er klar til stegning.
  2. Sørg for at æbleskivepanden er godt varm, lidt over middel varme. Kom lidt smør i hvert hul og fyld dej i, ca. 2/3 af hullet fyldes. Når dejen har sat sig, kommes en lille kugle anderillette i og æbleskiven vendes forsigtigt 1/3 rundt. Når den igen har sat sig, vendes æbleskiven hele vejen rundt, til hullet er lukket og skiven helt rund.
  3. Det er nemmest at vende en æbleskive med en strikkepind eller et træspyd, men ellers kan en gaffel bruges. Det kan drille lidt, indtil du får taget på det. Pas på, at du ikke får for meget dej i, så det render ud over siderne, og prøv at stoppe siderne ned, så æbleskiven bliver smukt rund. Æbleskiverne kan sagtens laves på forhånd og så varmes op, når de skal bruges.
  4. Æbleskiverne serveres lune med marmeladen til. Hvis du vil lege lidt med dine gæster, kan du prøve at servere skiverne med lidt trøffel- eller urtesne, sammen med tomatmarmeladen, så det ligner dessertæbleskiver med flormelis. Dine gæster vil helt sikkert bliver meget overraskede.

 

Opskriften er lavet af Githa Bennorth. Du kan finde mange flere spændende opskrifter i kogebogen And – året rundt. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 200 kroner.

Læs også: Opskrift | Dampet dunhammer med hollandaisesauce og ristede løg 

Tekst  Githa Bennorth

Foto  Githa Bennorth