Opskrift I Rødkålsalat med appelsin, nødder og chili

Sæt farve på vinteren med denne lækre rødkålssalat fyldt med gode sager som appelsin, nødder og chili

Rødkålen er en perfekt grøntsag, hvis du vil forkæle dig selv og dine gæster med en salat, der stråler af farver og er fyldt med gode sager i de mørke måneder, hvor forkølelser truer.

Få opskriften her.

Det skal du bruge

  • ½ rødkålshoved
  • 1 god håndfuld grønkålsblade – kan udelades, hvis ikke det er i sæson
  • 2-3 clementiner, alternativt 1 lille
  • Appelsin
  • ½ rød chili
  • 50 g hasselnødder

Dressing

  • 3 cm ingefær
  • 3 spsk fiskesauce
  • Saft af ½ lime
  • 1 spsk sød chilisauce
  • 1 håndfuld bredbladet persille

Læs også: Kalvekødboller med frisk mynte og ingefær

Sådan gør du

  1. Snit rødkålen helt fint på en mandolin eller lignende. Vask grønkålen grundigt og hak bladene fint.
  2. Skær skrællen af clementinerne og skær dem i både. Skær chilien i fine skiver – skrab evt. kernerne ud først, hvis du vil have salaten mindre stærk.
  3. Kom alle ingredienserne op i en skål. Kom nødderne på en varm, tør pande og rist dem, til skallerne begynder at falde af. Nulr dem af, hak nødderne groft og kom dem i salaten.

Dressing

  1. Skræl ingefæren og riv den helt fint. Bland ingefær, fiskesauce, citronsaft og chilisauce sammen til en dressing.
  2. Kom den over salaten og vend godt rundt. Hak persillen groft og kom den over til sidst.

Tip

Server som tilbehør til mad i de mørke måneder – kylling, laks, rødt kød eller and.

Opskriften er lavet af Mette Mølbak. Du kan finde mange flere opskrifter på spændende opskrifter i kogebogen Kål – de bedste opskrifter med nordens powergrøntsag. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 300 kroner.

Læs også: Snobrød og brødre-fællesskab

Tekst  Mette Mølbak

Foto  Klein & Co, Chris Tonnesen