Opskrift | Rødbedeburger med spirer og avocado

Få opskriften på denne lækre rødbedeburger med spirer og avocado, der passer perfekt til sommerens lune aftener.

Der mangler absolut intet ved denne burger. Den har smagen, fylden, tyngden, duften og konsistensen. De sultne munde, du serverer den for, vil næsten ikke tro på, at det udelukkende er planter, der ligger på deres tallerken.

Se hele opskriften her. 

Det skal du bruge

Opskrift til 2 personer

Tilbehør

  • 2 surdejsboller
  • 1 tomat
  • 1 avocado
  • 4 salatblade
  • 1 håndfuld løgspirer
  • 2 spsk plantebaseretmayonnaise

Bøffer

  • 1 dl quinoa
  • 2 skiver toastbrød
  • 1 stor rødbede
  • 1 dåse kikærter
  • ½ dl olivenolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk mel
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk agavesirup
  • 1 spsk balsamico

Sådan gør du

  • Skyl quinoaen og kog den efter anvisningen på emballagen. Tænd ovnen på 200 °C.
  • Kom toastbrødet i en foodprocessor og blend det til krummer. Kom det op i en skål.
  • Skræl først og riv herefter rødbeden. Tilføj til skålen.
  • Dræn kikærterne for vand, men lad en lille smule af væsken, kaldet “aquafaba”, blive tilbage – væsken har samme bindende effekt som æg. Kom kikærter med væsken, olivenolie og hvidløg op i foodprocessoren og blend. Tilføj til skålen sammen med resten af ingredienserne til bøfferne. Tilføj salt og peber.
  • Form 2-4 bøffer og bag dem i ca. 20 minutter i ovnen, indtil de tager farve i kanterne. Lad dem køle lidt af før brug.
  • Halver bollerne, skær tomaten i skiver og mos avocadoen med en gaffel.
  • Kom salat på den nederste af bollerne efterfulgt af bøf, avocadomos, tomater og spirer. Smør 1 spsk mayonnaise på den øverste halvdel af bollen og luk burgeren. 

… Velbekomme!

Opskriften er skrevet af Asta Just Schack, og du kan finde meget mere inspiration til en plantebaseret kost i kogebogen Plantemadder – grønne håndmadder, sandwich og burgere. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 230 kroner.

Tekst  Asta Just Schack

Foto  Asta Just Schack