Ovnbagte nektariner med rosmarinhonning og mascarponecreme

Ovnbagte nektariner er søde, bløde og lækre – specielt når de serveres med honning og mascarpone

Honning er en dejlig smagsgiver, og så er den antiseptisk – det vil sige, at den indeholder enzymer, som virker bakteriedræbende eller bakteriehæmmende.

Det er dog meget vigtigt, at honningen IKKE bliver varmet op til mere end 40 grader, da opvarmning ødelægger enzymerne.

Læs også: Græskartrifli med skumfidusmousse

 

Ovnbagte nektariner med rosmarinhonning og mascarponecreme

Det skal du bruge

  • 4 nektariner
  • 40 g smør
  • 40 g honning
  • 250 g mascarpone
  • 1 vaniljestang (eller 10 g vaniljesukker)
  • 20 g (rosmarin-)honning
  • 50 g ristede mandler
  • Lidt frisk rosmarin

Sådan gør du

  1. Halvér nektarinerne, og fjern stenene.
  2. Kom smør og honning på nektarinerne, og bag dem i et fad i ovnen på 180 grader i 10 minutter.
  3. Rør mascarpone med vanilje, og kom cremen over de varme nektariner sammen med smørsaucen fra fadet. Drys med frisk hakket rosmarin og hakkede, ristede mandler.

Du kan også lave en dejlig rosmarinhonning i forvejen, som du serverer sammen med de lune nektariner. Se opskriften nedenfor.

Læs også: Find den perfekte ismaskine

Rosmarinhonning

Brug en flydende honning, fx akaciehonning.

  1. Kom nogle stængler frisk rosmarin ned i et patentglas eller et gammelt marmeladeglas, og hæld honningen henover.
  2. Lad honningen trække i minimum 5 dage.

Vil du speede processen op, kan du lune honningen med rosmarinen i ca. 1 time, men honning skal helst ikke varmes op til over 40 grader, hvis du vil bevare de gode næringsværdier i honningen. Hvis det kun er smagen du går efter, kan du lade honningen småsimre i ca. 15 minutter.

Honning skal ikke opbevares på køl, da den let krystalliserer

TIP. Du kan sagtens bruge andre former for krydderurter.

Læs også: Jordbærspyd

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen