Popcakes på lange pinde når det skal være ekstra festligt

Popcakes er kager på pinde og kan laves i et utal af variationer

Barnedåb, fødselsdage eller bare en torsdag, hvor man ikke kan leve uden en fest. Når der skal kræses om gæsterne, så skal det gøres festligt.

Loftet er tapetseret med de fineste sartlyserøde balloner, med helium forstås, og det får hurtigt nogle af de halvstore gæster til at more sig med at skære små huller i ballonerne for at få sjove stemmer. Det er muligvis rigtig sjovt, men lad være, for det er ikke sundt. Heluim erstatter ilt i blodet og kan forårsage kvælning.

Bordene er dækket med hvidt og i rustikke glaskrukker står festens midtpunkt, sandkage på pind. Det skriger måske ikke af sjov fest, men når de er dyppet i glasur, krymmel og chokolade og ”bor” i den fineste rødfarvede saltbund, så er der dømt enhver god børnefests følgesvend.

Læs også: Hjemmelavede krydrede ingefærkager

Popcakes hedder de, og selvom de ikke er helt nemme at lave, så er de anstrengelserne værd, og det er ok at ”snyde” lidt ved at bruge en færdig sandkage.

Opskrift på popcakes

Ingredienser til 30 stk.:

350 g sandkage

4 tsk jordbærsyltetøj

Et par dråber mandelessens

1 tsk vaniljesukker

Frosting

4,5 dl flormelis

1,3 dl kakao

90 g blødt smør

0,5 dl minimælk

3 tsk vaniljesukker

Læs også: Honningkage kringler med solbærglasur

Pynt

Mørk og hvid chokolade

Farverig krymmel

Spiselig glimmer

Frysetørret hindbær

Sådan gør du

Kagen smuldres i en skål. Rør frostingen sammen og bland den sammen med kagen. Form små kugler og læg dem på en plade med bagepapir. Stil kuglerne i køleskabet i et par timer eller i fryseren i cirka 30 min.. Kuglerne skal ikke være frosne, men godt kolde.

Dyp spidsen af pindene ned i smeltet chokolade og sæt kagerne på. Brug helst rigtige pop cakes pinde, for man stikker sig på træpind og kagerne smutter nemt af.

Dyp nu kagerne i chokolade og så skal der pyntes, hvilket hele familien får sjov ud af. Lad chokoladen tørre inden de spises. Kagerne kan godt laves dagen før brug. De skal opbevares i køleskab.

Læs også: Pæretærte med nougat

Sjove popcakes til fødselsdagen

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk