Opskrift: Salat med rød spidskål, ristet grønkål, syltede tranebær og valnødder

Giv julemaden et friskt pust med denne opskrift på salat med rød spidskål, ristet grønkål, syltede tranebær og valnødder.

Julen er ikke det tidspunkt på året, hvor vi spiser mest salat – og det er ærgerligt, for den fede julemad har rigtig godt af et bittert og frisk modspil.

Få opskriften på salat med rød spidskål, ristet grønkål, syltede tranebær og valnødder her:

Det skal du bruge

Opskriften passer til ca. 4 personer

  • 1/2 rød spidskål
  • Saft fra 1/2 citron
  • 100 g rørsukker
  • 1 kanelstang
  • 1 dl æbleeddike
  • 100 g friske eller frosne tranebær
  • 2 blade grønkål
  • Lidt smør til stegning
  • 75 g valnødder
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 2-3 spsk. nøddeolie
  • Groft salt
  • Peber fra kværn

Læs også: Grønkålssuppe med hvidløg og bagte tomater

Sådan gør du

  1. Snit rød spidskål fint med en skarp kniv, vend det med citronsaft og lidt salt, og lad det trække ca. 1/2 time.
  2. Imens koges rørsukker, kanelstang og æbleeddike op i en gryde. Når det koger, tages det af varmen og hældes over tranebærrene. Lad tranebærrene køle let af i lagen.
  3. Fjern stokken fra den skyllede grønkål, og skær bladene i mindre stykker.
  4. Rist grønkålen på panden i lidt smør, og krydr med salt og peber.
  5. Rist valnødder på en tør pande.
  6. Blend 1/3 af de syltede tranebær med dijonsennep og nøddeolie, og smag til med salt og peber.
  7. Vend den blendede tranebær-vinaigrette med den røde spidskål, og anret i bunden af et fad. Kom de ristede grønkålsblade, resten af tranebærrene og valnødderne på toppen.

Læs også: Kyllingesalat & laksesalat

Tip!

  • Top salaten med ristede pærer eller æbler.
  • Udskift valnødderne med ristede kastanjer.
  • Brug tyttebær i stedet for tranebær.
  • Udskift rød spidskål med savojkål eller almindeligt spidskål.

Salaten er god til lidt fed julemad, f.eks. andesteg, flæskesteg, frikadeller eller medisterpølse.

… Velbekomme!

Læs også: Hummus med grønkål