Skovbærdessert med rødvin, stjerneanis og nøddeknas

Skovbærdessert med rødvin, stjerneanis og nøddeknas er en rigtig “voksendessert” fuld af smag og karakter. Alt kan forberedes på forhånd.

Skovbærdessert til 4 pers.

  •  600 g skovbær
  •  200 g mørk agavesirup 
(alternativt honning eller sukker)
  •  2 dl rødvin
  •  6 hele stjerneanis
  •  1/4 l piskefløde
  •  1/4 l kvark eller græsk yoghurt 10%
  • 100 g blandede nødder (brug dem du bedst kan lide)
  • 150 g sukker til nøddeknasen

Læs også: Hjemmelavet avocado-is

Sådan laver du desserten

Skovbær, agavesirup, rødvin og stjerneanis koges ind i en gryde, til det
 bliver en smule tykt, ca. 30 minutter.
 Jo større gryde, jo hurtigere koger det ind.

Køl af og tag stjerneanisen op.

Bag nødderne i ovnen ca. 8 minutter ved 180 grader

Smelt sukkeret på panden, til det er let gyldent, og kom de bagte nødder på.

Det hele hældes ud på en smurt bageplade eller bagepapir, køles af og hakkes.

Pisk fløden og vend den med kvarken eller den græske yoghurt.

Tag 4 rødvinsglas. Start med at komme lidt nøddeknas i bunden, så skovbær, og til sidst cremen. Gentag processen til desserten er så stor, som du ønsker.

Du kan godt nøjes med at bruge flødeskum, men det klæder denne dessert med den syre, som kvark eller yoghurt giver

Læs også: Nem dessert i sommerhuset

Skovbærdessert

Tekst  Gry Sara Windelev

Foto  Line Falck Christensen