Påskegodter i gul og orange – Småkagepåskekyllinger
Pippende småkagepåskekyllinger er temaet for højtidens sjove og lækre kager, som hele familien kan samles om at lave.
Påsken nærmer sig med hastige skridt, og forhåbentlig har du tid til at holde lidt fri og hygge med dine børn eller børnebørn. Hjemme hos os pynter vi ikke rigtig op til påske, så vi gør lidt ekstra ud af kagerne.
I år har vi ikke blot lavet påskekyllinger af henholdsvis småkager og hvid chokoladetrøffel – vi har også lavet en saftig gulerodskage, der kan bruges til såvel gulerodstrekanter som til muffins i tre forskellige udformninger: Påskekyllinger, ’gulerodstoppe’ og små påskeharer, som har taget et spring ned i kagerne.
Håber også, at du har lyst til at hoppe ud i alle mine hyggelige påskekager.
Læs også: Knasende grønkålssalat med granatæble og mandler
Småkagepåskekyllinger
Påskekyllingerne lavet af gulerodsmuffins er pyntet med gul glasur, knuste gule bolsjer og gulerod som næb og fødder.
Småkagekyllingerne har gul glasur og små røde sukkerhjerter som næb, vinger og fødder.
Læs også: Forårs Martini
Opskrift til ca. 16 stk
- 175 g blødt smør
- 100 g sukker
- 1 æg
- 200 g hvedemel
- 1/2 tsk bagepulver
- Pisk smør og sukker luftigt, tilsæt ægget og sigt mel og bagepulver ned i. Bland det hele godt sammen.
- Form dejen til en pølse på ca. 20 cm og pak den ind i film eller bagepapir og lad dejen hvile på køl til den er helt kold – min. 4 timer. Dejen kan med fordel laves dagen før kagerne bages.
- Skær dejen i 16-20 skiver, alt efter hvor store du vil have småkagerne.
- Bages 12 minutter på 200 grader varmluft.
- Pyntes som beskrevet på billedet.
Du kan også snyde og købe kiks eller småkager, så tager det ikke så lang tid at lave kyllingerne.
TIP
For alle kager med glasur gælder, at de skal tørre min. 4 timer, før du kommer dem i kagedåsen.