Du kan godt lave is derhjemme, og flere og flere får en ismaskine

Maskinen gør arbejdet en hel del lettere og sikrer en bedre konsistens. Mange is smager i virkeligheden allerbedst, direkte rørt fra maskinen.

Men selvom du ikke har en ismaskine, kan du sagtens lave god is derhjemme. Det kræver til gengæld, at du rører i den med jævne mellemrum, helst to-tre gange i timen, mens den fryser til is.

Læs også: Sund is med mango, banan og kokos

 

Opbevarer du hjemmelavet is i din fryser, skal den ud i god tid, før du skal spise den. Den almindelige danske fryser banker temperaturen ned på minus 18 grader, og det gør isen både hård og svær at smage. Isbutikkernes frostgrader er ikke så langt nede, og derfor er deres is blødere, og smagsløgene bedøves ikke af den.

En klassisk parfait-is – gammeldags flødeis – må gerne komme ud en halv times tid før, en gelato skal ud 15-25 minutter før, afhængig af portionens størrelse. Sorbet kan man spise næsten med det samme.

Kim Simonsen fra Ismageriet i København bruger geleringsmiddel i sin sorbet. Det er med til at gøre den blød, cremet og mindre vandig. Du kan godt lade være, men det er svært at få den cremet uden.

Du kan eventuelt lave en sherbet i stedet. Så vender du omhyggeligt marengsmasse – et par stiftpiskede æggehvider pisket sammen med et par spiseskefulde flormelis – i ismassen, når den er halvfrossen, og udelader geleringsmiddel. Det har samme effekt, men farven bliver lidt lysere og smagen mindre intens.

Læs også: Sund is med mango, banan og kokos

Tekst  Susanne Sayers

Foto  Susanne Sayers