Torsk med puré og chips af jordskokker

Er du glad for fisk, herunder torsk, men kæmper med at finde interessante måder at tilberede dem på? Så kan denne opskrift måske inspirere dig. Den er forholdsvis simpel og kræver ikke så mange råvarer.

4 personer

Bagt torsk med jordskokker på 3 måder:
300 g skrællede jordskokker
400 g torskefilet uden skind
1 dl hvidvin
1 dl piskefløde
1 dl vand
ca. 40 g smør
skal af 1 økologisk citron
lidt olivenolie
bredbladet persille til pynt

Læs også: Ovnbagt hellefisk med appelsinsauce og tranebær

Jordskokkechips

Tag ca. 50 g af de skrællede jordskokker (en stor). Skær den i meget tynde skiver ca. 2mm og vend dem i olivenolie og salt. Tør dem i ovnen ved 120 grader i ca 45 minutter til de er sprøde – kan med fordel laves dagen før, men lad dem stå ude på køkkenbordet, så de ikke bliver bløde.

Jordskokkepuré

Kog resten af jordskokkerne (ca. 250 g) møre med 1 dl vand, 1 dl piskefløde, 1 dl hvidvin, lidt salt og peber under låg. Koges ca 20 min. Stik i jordskokkerne med en urtekniv, så kan du mærke, når de er møre. Hæld væden fra og gem den. Blend jordskokkerne til puré. Kom en lille smule af væden ved, men pas på, at din puré ikke bliver for tynd. Du kan også blende den varme puré med 20 – 30 g. smør. Resten af væden fra de kogte jordskokker, skal du bruge som sauce, kog den evt. lidt ind, hvis den er meget tynd.

Torsken

Kommes i et fad. Fordel de 40 g smør henover fisken sammen med revet citronskal, salt og hvid peber. Bag torsken ved 65-70 grader på varmluft i 30 minutter. Dette gør, at fisken bliver lækker og saftig og ikke tørrer ud.

Anret det hele på tallerkner og pynt med bredbladet persille.

Tip

Hvis du gerne vil lave denne ret som hovedret, ganger du bare opskriften med 2.

Læs også: Lav en lækker salviepesto før frosten sætter ind

grysgryder

Madbloggen GrysGryder

“Jeg er kok og fortæller om min madglæde og mad — og giver dig tips og tricks og opskrifter. Når jeg rejser bringer jeg mine madreportager på bloggen, jeg husker dig på årstidens frugter og grønt og fører dig ind i en verden, hvor køkkener dufter af hjemmebag, steg og frikadeller. Jeg laver også sjov slik.” Gry voksede op på Lolland, hvor hun var med, når dyrene blev slagtet, og hvor hun gik på jagt i naboernes frugthaver.