Vidunderlige norske fastelavnsboller med mandelfyld

Fastelavn er lige om hjørnet og så skal der fastelavnsboller på bordet. Her får du opskriften på den fantastiske norske version af den traditionelle spise.

I gamle dage var fastelavn optakten 40 dagens faste. Derfor blev der i denne periode spist lækkert mad – heriblandt den velkendte fastelavnsbolle.

Selvom det efterhånden er de færreste af os, der faster efter fastelavn, er vi mange, der stadig holder fast i nogle af de velsmagende fastelavnstraditioner.

Fastelavnsbollen kendes i Danmark fra begyndelsen af 1900-tallet, og er en populær spise, men i år har vi hentet inspiration fra vores norske broderfolk til denne vidunderlige version af den traditionelle spise.

Ingredienser til 14 stk.:

Til dejen:

2 dl mælk

7 dl hvedemel

25 g gær

½ tsk salt

1 spsk kardemomme

80 g smør

1 dl sukker

Til fyldet:

500 g mandelmasse

1,5 dl malet mandler

1 spsk kardemomme

1,5 dl flormelis

1,5 dl. Mælk

1 l fløde

Læs også: Opskrift: Raw saltede karamelkager med chokolade

Sådan gør du

Dejen:

  1. Smuldr gæren og varm mælken op til kropstemperatur.
  2. Bland mælken med 4 dl hvedemel og gæret, og kør blandingen i en køkkenmaskine på medium hastighed, til det bliver en dej. Lad dejen hvile i 15 min.
  3. Bland resten af ingredienserne i dejen, og kør dejen i køkkenmaskinen på lav hastighed i nogle minutter. Derefter lidt hurtigere i cirka 7 minutter. Dejen skal være fin og blank.
  4. Del dejen i 14 dele. Rul bollerne med hænderne, og læg dem på en bradepande med bagepapir. Lad dem hæve under et viskestykke, til de er dobbelt så store, i cirka en og en halv til to timer.
  5. Sæt ovnen til 250 grader, sæt bollerne ind og sæt temperaturen ned til 200 grader. Bag ballerne i cirka otte minutter til de har fået en gyldenbrun farve.

Fyldet:

  1. Bland alle ingredienserne bortset fra mælken til en masse.
  2. Hæld derefter mælken lidt efter lidt ned i blandingen, og bland det godt, til du får en lækker mandelfyld.

Anretning:

  1. Skær toppen af bollen af, og udhul bollen, så der er plads til mandelfyldet.
  2. Pisk fløden til flødeskum, og sprøjt det oven på mandelmassen. Placer toppen af bollen, og drys med flormelis.

Velbekomme!

Læs også: Opskrift | Sund og mushy gulerodskage

Tekst  Nicole Hardt

Foto  Getty Images