Opskrift | Vinterens bedste grøntkålssuppe

Kål er både nærende og fuld af smag, hvis du bruger det rigtigt. Få opskriften på vinterens lækreste grøntssagssuppe her.

Der er utallige gode grunde til, at bruge kål i hverdagskøkkenet. Faktisk er det på alle måder en utrolig og magisk ingrediens. Det kan holde sig længe, er billigt og sundt – men vigtigst af alt, så smager det virkelig godt. Prøv selv denne opskrift på en grønkålssuppe, der varmer på de kolde dage.

Opskrift | Sådan laver du grøntkålssuppe

Grundsuppe

  • 1 kylling
  • 2 gulerødder
  • 2 løg
  • 2 laurbærblade
  • Salt og 5 sorte peberkorn

Grønkålssuppe

  • 1 løg, hakket
  • 1 stor bagekartoffel i tern
  • olivenolie til stegning
  • 1,2 l grundsuppe
  • 200 g grønkål, hakket, ribbet vægt
  • 1 bundt bredbladet persille (75 g)
  • Salt og peber
  • Æbleeddike

Tilbehør

  • Pancetta eller peberbacon
  • Cremefraiche
  • Hakket bredbladet persille

Læs også: 6 ting du skal gøre i haven før vinteren kommer

Sådan gør du

Grundsuppe

  1. Rens kyllingen og kom den i en gryde, som er stor nok til, at du kan dække kyllingen med vand.
  2. Skræl gulerødder og løg, og skær løgene i halve. Kom dem op i gryden sammen med kyllingen og hæld vand på, så det dækker.
  3. Tilsæt laurbærblade og peberkorn og bring vandet i kog. Lad kyllingen koge stille og roligt ca. en times tid, til kødet er mørt.
  4. Sigt suppen og tag kyllingen fra. Du kan enten servere kyllingekødet til suppen eller gemme det til dagen efter og bruge det i salater, sandwiches eller i en wokret. Smag suppen til med salt.

Grønkålssuppe

  1. Find en rummelig gryde. Steg løget ved svag varme, til det bliver blødt. Tilsæt kartoffeltern og steg et par minutter ved svag varme.
  2. Kom 1,2 liter af grundsuppen over og lad det koge i ca. 15 minutter, til kartoflerne er møre.
  3. Tilsæt grønkål og halvdelen af persillen, lad det koge i yderligere 3 minutters tid, eller til grønkålen er mør. Blend suppen, til den er jævn og smukt grøn. Smag til med salt, peber og evt. æbleeddike.

Tilbehør

  1. Skær pancetta ud og rist det på en tør pande. Hak den øvrige del af persillen. Server suppen med en god klat cremefraiche og ristet pancetta. Drys med bredbladet persille.

Opskriften er lavet af Mette Mølbak. Du kan finde mange flere opskrifter på spændende opskrifter i kogebogen Kål – de bedste opskrifter med nordens powergrøntsag. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 300 kroner.

Læs også: Gør haven vinterklar

Tekst  Mette Mølbak

Foto  Klein & Co, Chris Tonnesen